”Åh. Jeg ønsker mig en finkedukke … med finke,” siger Josefine efter at have set en sminkedukke hos en veninde.

Et par uger efter får hun den.  Af en moster som hele sin barndom også har ønsket sig sådan et vidunder.

Josefine dropper både frokost og moster og sidder i stedet og putter rød læbestift på dukkehovedet. Og i dukkehåret. Og på kinderne.

”Nu har den fået lus,” siger hun og tager fat med kammen.

 I løbet af en eftermiddag oplever sminkedukken en masse.

Vand i øjnene, da den skal have vasket hår.

”Bare tag det stille og roligt,” siger Josefine.

At blive friseret, selvom det gør ondt.

”Det tager bare tiogtyve minutter,” beroliger Josefine.

Og om aftenen er både dukke og Josefine røde og blå af sminke.

”Jeg vil altid have en finkedukke. Må jeg det?” siger Josefine.

Og jeg siger ja.

Nogle dage senere kan sminkedukken godt få lov til at være lidt alene.

Josefine har bamser at tage sig af, ”og det må du forstå,” siger hun til den.

Josefine har også fået et spejl, hvor hun kan se sig selv i fuld figur, og det kræver også tid.

Josefine afprøver både sure grimasser og søde smil, mens hun snakker med sig selv:

”Jeg har skønt hår. Sød næse. Søde øjne. Fukke hænder. Pæn mave. Pænt tøj. Og neglelak på tæerne.”