”Man skal altid spørge en voksen,” siger Josefine, da hun mærker min tvivl.

Vi er på cafe. Josefine, Magnus og jeg, og Magnus er blevet sulten.

Og så spørger jeg kvinden bag bardisken, om jeg må amme Magnus.

Hun vrider sig. Smiler og lægger hovedet på skrå.

”Nej, helst ikke. Ikke fordi jeg har noget imod det, men de andre gæster synes måske, at det er ulækkert midt i maden,” siger hun.

Jeg har hørt fra andre mødre, at de er blevet bedt om at forlade caféer, fordi de lagde babyen til brystet.

Det er vel også derfor, jeg pludselig finder på at spørge om lov.

Jeg siger ingenting, vender bare om og går fra baren og til bordet med min grædende baby.

”Vi går nu. Og vi kommer aldrig, aldrig tilbage,” siger jeg til Josefine.

”Ved damen godt, at Magnus også spiser, når han ammer?” spørger hun, mens vi går fra resterne af hendes chokoladekage.

Om aftenen er hendes oldemor på besøg hos os. Jeg tror ikke, hun kan ikke forestille sig, hvor forskrækkende og ulækkert amning kan virke.

Tvært imod.

”Åh, der findes ikke noget skønnere syn,” siger hun, da Magnus skal have mad.

Hun følger interesseret i hvert sut og fortæller igen-igen, hvordan hun selv ammede sine børn for årtier siden.

”Man glemmer det aldrig,” siger hun.

Men noget må være blevet glemt, for caféen ikke det eneste sted på Amager, som ikke bryder sig om amning. Mikkel endda foreslået, at jeg bruger de dårlige erfaringer til at lave en guide på nettet over steder, hvor babyer ikke er velkomne.

Og så hører det med, at oldemor på over firs år ikke bare anser amning for skønt og naturlig. Hun taler også om detaljer, vi ikke engang nævner i moderne mødregrupper.