Som barn hadede jeg modvind. For de løse trøjer, som skulle skjule min topmave, gjorde præcis det modsatte, når det blæste, og det gjorde det tit i Nordjylland.
”Hvalpefedt” kaldte man det venligt.
”Anne er lidt kraftigt bygget,” sagde man også.
”Du må hellere vælge den sorte. Sort slanker,” sagde min mor, når vi stod i tøjbutikken, og jeg prøvede det konede tøj, som var min størrelse.
Vi spiste godt i mit barndomshjem.
Der var kaffe på kanden, bradepandekager i ovnen og stegemargarine i sovsen. Når jeg faldt og slog mig, eller livet i familien blev hårdt, var der mere kage og dessert. Vi holdt meget af koldskål tilsat vaniljeis.
Naturligvis hadede jeg idræt. Ikke fordi jeg blev drillet. Det blev jeg aldrig. Men jeg svedte og knoklede og kunne alligevel kun løbe nogle hundrede meter, mens resten af klassen løb hele vejen rundt om stadion.
Hver dag kørte jeg tre kvarter i skolebus. Hele vejen sad jeg med en knyttet hånd under hvert lår – på den måde fik jeg løftet mine ben så meget fra sædet, at de så lige så slanke ud som de andre børns.
En gang om året skulle hele klassen ind til sundhedsplejersken som vejede og målte os. Hun gjorde ikke andet. Sagde intet om, at jeg burde tabe mig, men alligevel var det hæsligt, for bagefter blev der spurgt og snakket. Jeg var altid tungest og jeg ville aldrig vise min seddel frem.
Jeg har ikke været på en masse slankekure. Jeg forestillede mig ikke, at jeg kunne være andet end klassens tykke pige, der skulle være taknemmelig for, at jeg fik lov til at være en del af fællesskabet. Heller ikke som voksen.
Men da jeg som 29-årig blev skilt, tabte jeg mig alligevel nogle kilo. Da jeg fik min første lønforhøjelse, tabte jeg lidt flere. Og da jeg mødte kærligheden i form af min mand og vores børn kunne jeg endelig sige nej tak.
Alligevel føler jeg mig ikke sikker på, at jeg aldrig kan blive tyk igen. Og trangen til at krybe sammen med et stykke chokolade melder sig stadig, når livet føles hårdt.
Jeg kan kun sige, at med kærlighed er det blevet lidt nemmere at klare modvind.