Jeg har fundet meningen med livet. Det var let nok. Og lidt en overraskelse.

Længe troede jeg, at det måtte være noget metafysisk. Noget med Gud, Jesus eller måske en guru i Indien. Jeg har haft lejlighed til at møde både Dalai Lama, Desmond Tutu og andre kendte religiøse skikkelser, og det har efterladt mig med en følelse af, at de havde fat i noget ægte og vigtigt.

Jeg er opdraget med bibel og kirkegang, og deri burde jo også kunne læres noget om meningen.

Men jeg var ikke tilfreds. 

Så fandt jeg kærligheden i form af en mand, som hedder Mikkel, og jeg glemte nærmest, at jeg ikke havde fundet den der meget vigtige mening.

Vi fik et barn. Josefine. Og verden blev uhyre praktisk. Mad, bleskift og søvn kom til at stå med kæmpetyper over hver eneste dag og nat. Og pludselig midt i det nye liv opdagede jeg, at her er meningen.

Jeg var og er totalt tilfreds.

Nærmest pinligt indlysende og banalt, men meningen med livet ("for mig", som man vist altid skal huske at sige for ikke at lyde frelst), er at få et barn, holde hende i live, og hjælpe hende til at blive lykkelig og et godt menneske.

Så enkelt. Hermed givet videre.