”Se kængubarnet,” siger Josefine ved morgenbordet.

”Hvor?” siger jeg.

Josefines fødder begynder at sparke under bordet. Munden trækker nedad.

”Nåe der,” siger jeg, da jeg opdager figuren på Magnus ske.

I sidste øjeblik.

Benene standser og munden åbner for at spise havregryn.

”Jeg bistemmer over mig selv,” siger hun og ser mig direkte i øjnene.

”Hvad har du så bestemt,” glider jeg af.

”Simone prøver at bistemme om jeg kan lide min madpakke, men jeg bistemmer selv,” siger Josefine.

Jeg er enig i, at veninder ikke bestemmer noget som helst over Josefine, og man skal jo vælge sine kampe, men alligevel...

”Du bestemmer nogen ting, og de voksne bestemmer nogen ting.”

”Nej,” siger Josefine.

Senere skal hun bestemme, om hun vil have den grønne kjole på eller shorts og soltop. Hun bestemmer shorts, og jeg lægger den grønne kjole i skabet.

Hun fortryder. Benene sparker vildt.

”Noget sort,” skriger hun ude fra puslebordet, og vælger med en tre årigs præcision den farve, som overhovedet ikke eksisterer i hendes garderobe.

Jeg tænker jeg med et vist vemod på sidste sommer, da Josefine var to år.

Vi gik hjem fra børnehaven i regnvejr.

”Hvem bestemmer over vejret?” spurgte jeg og var spændt på om Josefine ville sige Gud eller julemanden.

”Det gør far. På hans arbejde,” sagde hun.