Så fik lille Magnus nok.

I en lille uges tid har Josefine haft diverse fødselsdags-selskaber, og jeg har lavet hindbær- og jordbærlagkager, lært Josefine at køre på hendes nye cykel og haft Magnus på armen samtidig. Ind imellem har jeg selvfølgelig også madet, ammet, skiftet og badet ham, mens jeg tænkte på børnevenlige pizzaer og næste lagkage.

Først holdt Magnus op med at sove godt om natten.

Så ligger vi der mellem tre og fire og er vågne sammen.

”Så, så, så,” siger hans far beroligende.

”Så, så, så,” siger jeg beroligende.

Magnus ligger i sin seng og kvidrer henrykt sin allerhøjeste drenge-sopran.

Næste morgen er Magnus groggy og træt, men han vil ikke puttes i barnevognen. Altså indtil jeg kører af sted.

Og i går ville han pludselig heller ikke spise. I hvert fald ikke æblemos, og i hvert fald ikke risvælling.

Munden blev en lille stram streg, og øjnene kiggede på et punkt langt over skeen, selvom han plejer at elske mad.

Han plejer også at elske at være sammen med Josefine.

Men Magnus elsker allermest hverdage. Og på hverdage går Josefine i børnehave og Mikkel på arbejde, mens vi derhjemme leger rideranke, klappekage og går på indkøbsture til Rema1000.

Ingen fødselsdag, men bare mig og ham.

Så blev Magnus pludselig brystbarn. Heltids. Han bestemte og effektuerede selv beslutningen.

Han spiser sin mad der, og han sover der.

Jeg laver stadig mos og vælling. Han skuler til skeen, og i dag, hvor der hverken er gæster, fødselsdagsbarn eller lagkage i nærheden spiser han lidt.

Kun lidt.

Maaske kan resterne af mosen bruges i en kage. Nu er det jo snart weekend ...