”Det bliver ikke bedre,” sagde vi voksne til hinanden lige før jul, da Magnus blev født.

To børn – sunde og raske.

”Det bliver ikke værre,” sagde vi voksne til hinanden i går aftes.

For selvom vi er taknemmelige og lykkelige for Josefine og Magnus, så er vi også på arbejde. Døgnet rundt.

Faktisk er aftenen blevet sådan en spidsbelastning, at vi i går sad og skrev ned, hvad der skal ske mellem 17.30 og 19.30.

Maden skal laves, vi skal spise, Magnus skal skiftes, ammes og puttes, Josefine skal skiftes og puttes. Vi skal rydde op i stuen.
Samtidig skal Josefine have svar på en uendelige række af hvorfor’er.

Nogle af dem er nemme nok.
”Hvorfor river du løg, mor. Jeg kan ikke lide løg.”

Andre er så svære, at vi snakker videre om dem, når børnene sover.
”Hvorfor skal du på arbejde, far? Jeg kan godt lide, at du ikke er på arbejde.”

Og når det hele er gjort, og vi falder om i sofaen, tænker jeg ind imellem tilbage på min singletilværelse.

Lange brusebade. Timer på sofaen, hvor jeg lå over reflekterede lidt over dagen og ladede op til næste dag. Timelange telefonsamtaler – ofte tilsat et glas rødvin eller to. Tid til at følge med i tåbelige serier a la Will and Grace.

Dengang blev jeg ind imellem grebet af meningsløshed. Jeg havde det gode liv – men det var lidt tomt.

Nu er livet overlæsset. Med mening, med bleskift (flere end ti om dagen, har jeg talt), med spørgsmål.

Og når alt kommer til alt, så bliver det stadig ikke bedre. Men det bliver heldigvis lidt nemmere.