Det var så det klimatopmøde. Jeg ved ikke om jeg skal kalde det en fiasko. Jo, hvis var mødt frem for at få en aftale og for at finde løsninger, så er det en fiasko. Men det var som om at der fra dag 1 lå en forbandelse over mødet.

Der er dem som mener at Formanden for G-77, der er fra Sudan er sendt i byen af Kina for at lave mest muligt postyr under mødet. Det må man sige at det er lykkedes med. Normalt når man siger Sudan, så siger man også krig og etnisk udrensning. Der var han så dreven at det slet ikke blev nævnt.

Men er det så vores skyld som værter at denne person får lov til at lave mere ravage end den de mange aktivister potentielt kunne have lavet hvis de ikke var blevet arresteret?

Jeg har meget svært ved at forstå hvorfor at man lægger så stort ansvar for resultatet på vores ledelse af mødet. Ja, protokollen blev ikke overholdt. Høflighedsfraser blev ignoreret. Men nu havde de valgt at ligge mødet i Danmark hvor at vi er som vi er. Det gik fint nok under EU-topmødet. Måske søgte man måske efter en undskyldning og det var så værtsfolkets kulturel baseret effektivitet der blev valgt.

Hvad huskes København så for? Ja, pressen valgte at dække demonstranterne så repræsentanten for slyngelstaten Sudan fik lov til at ødelægge alle spæde forsøg på at skabe en god stemning på mødet. Borgerne på Amager er naturligvis glade for Politiets resolutte indgriben. København blev ikke præget af vold og hærgen som vi kendte det fra f.eks. verdensbankens møder. Men hvis det var demonstranternes målsætning at fjerne fokus fra de vigtige forhandlinger, så G-77 landene kunne lave en slags diplomatisk hærværk indenfor, så lykkedes planen til fulde.

Der var ødelagt for meget da Obama kom til København. Ude i byen sad en fornærmet Kineser. Indien førte sig frem, måske med rette da mange arbejdsgivere under ordet outsourcing reelt har gennemført social dumping når de lader IT-opgaver og skibsophugning gennemføre i et land uden social omfordeling. Brasilien, som bla. med Dansk support havde deres guldalder i 60’erne mener at de er inde i en ny tidsalder der kan måle sig med de gyldne år og de stak hovedet frem.

COP15 kunne ikke ende med en stor aftale. Resultatet som vi så var det bedst opnåelige under de forhold, der eksisterede.

Der er en mulighed for at få tingene på banen igen, men det kræver at USA og EU bliver 100% enige før at de presser Kina på plads, hvilket kunne gøres med en fælles toldmur der ikke har set før. Ingen lande må vakle – heller ikke Frankrig som må erkende at de ikke er den stormagt de var engang. De er et almindeligt mellemeuropæisk land med en lidt særpræget dialekt færre og færre taler.

Det vil blive en svær proces. COP16 i Mexico vil blive et andet slags topmøde uden folkeligt engagement. København betød en ende for græsrodsbevægelserne. Nok har vi i form af lømmelpakken reelt en undtagelseslovgivning, men Mexico’s politi har flere værktøjer som det kan ses af håndteringen af studenteruroligheder i Tlatelolco og andre mere nylige politi-aktioner i f.eks. Acteal og Aguas Blancas.

Når jeg netop tænker på lømmelpakken, så går min frygt på at denne pakke ville kunne bruges i faglige konflikter. Med arrestationerne af talsmændene er der lagt op til at stort set hver eneste tillidsmand, der har ført samtaler om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse ville kunne fængsles. Vil COP15 blive huskes som den begivenhed som nok ikke fik den store betydning for klimaet på verdensplan, men derimod som den begivenhed der gav myndighederne værktøj til at stoppe de faglige processer?