Jeg starter denne ellers smukke søndag med at være frustreret over Thailands politik i forhold til Burma. Eller nærmere bestemt Premiereminister Samaks strategi om handel og profit før menneskerettigheder. Det er ikke en ny strategi, premiereministeren før Samak, Thaksin havde samme holdning. For en gangs skyld blev holdning til handling og gennem massive investeringer blev Thailands demokratiske regering og militærjuntaen venner.
Jeg respekterer beslutninger taget af demokratiske regeringer. Men man må undres, hvorfor befolkningen i Thailand ikke for nescafen galt i halsen, når de hører udtalelser som profit før menneskerettigheder. Grunden er, at man især fattige thaier ønsker fremgang for Thailand – man har jo også problemer her. Og Samak og Thaksin opfylder konkrete løfter som bedre veje og fordele til landområder,og kontrollerer desuden en del medier, så tilbage er kun frustrede intellektuelle og socialister, der kun kan ryste på hovedet.
Det betyder under alle omstændigheder, at militærdiktaturet i Burma ikke skal forvente nogle sanktioner eller løftede pegefingre sålænge de deler gassen, træet og milionerne, mens den lidende befolkning kan kaste optil flere hvide pinde efter politisk hjælp fra Thailand.