"Det bliver nok aldrig vinter igen!" Sådan lød jammeren for en uge siden. Folk henviste til kvælstofudledninger, ozonlag, Lomborg og almindelig januar-tristesse som begrundelser. Men så - som ved et mirakel - faldt sneen for nogle dage siden. Op mod 100 biler bankede sammen på Køgemotorvejen, og det var for alvor koldt. "Vinteren er over os!" - ja, man forventede nærmest en ny istid - og en tsunami og et vulkanudbrud oveni for at gøre scenariet tiltrækkeligt dramatisk. TV2 News ville naturligvis have deres helikopter møllende over begivenhederne - twentyfourseven.
Slap nu lige af! I gamle dage, da jeg var barn, var vinter eller vejr i det hele taget ikke en trussel, men en evig mulighed for udfoldelse. Var det varmt, kunne man fiske i sø eller å. Var det koldt, kunne man kælke eller stå på skøjter. Hvad er der sket med vores glæde over vejret? Vejret, der omgiver os, maden, vi spiser, landet, vi lever i - alle disse uomgængelige betingelser for vort liv på denne klode stilles der spørgsmålstegn ved, og Clement Kjærsgaard står klar til at afbryde dig med en orkan af spørgsmål og irriterende kommentarer. Hvad nu med lige at tage det som en mand? Slap af! Nyd det! Gå ombord i det af hjertens lyst! Livet er fedt - "come rain or shine".