Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt

BLOG:

ALdeL
Villy Vendekåbe og den falske kopi
17. marts 2008 14:58
 [1383 ]    [14 ]   Anbefal
"Villy-vendekåbes nye retroagtige minoritets-hotte delledansk sætter jeg meget gerne et RETUR-skilt i enden af, så det kan rejse hjem, hvor det kom fra: Tilbage til DF"

Af Anni Løndal de Lichtenberg

Der graves grøfter i Danmark og det er svært at gennemskue, hvem der er en del af problemet, og hvem der er en del af løsningen.

Er det den muslimske kultur, den indre danske svinehund, frygten for det fremmede, individers magtbehov, katastrofekapitalismen eller McCarthyisme, der er problemet?

Jeg blev for nylig i en debat, hvor jeg kritiserede Villy Søvndals selvfede delledanske kolonihaveretorik, spurgt: "Kan du da ikke lide Villy Søvndal?". Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle svare, for gik spørgsmålet mon på den sympatiske, tilsyneladende ærlige piberygende Villy med kvindetække eller på den spritnye topstyrende skygge-Villy med et konkurrencegen, som ikke længere kan skjules og med karriereøjne, der drømmer om posten som statsministerkandidat? Den Villy, som lige har været på kursus hos retorikvirksomheden Rhetirica, der roser Villy for at klæde sig bedre, at bruge slagkraftige billedskabende ord, som gør DF blå af misundelse, og for at tilegne sig Foghs stil og kropsholdning i kometfart! eller gik spørgsmålet på SF´s vendekåbepolitik, som startede da SF´s nyansatte spindoktor sort på hvidt viste Villy, hvilken madding han skulle bruge, og hvor han skulle kaste snøren ud?

Det endte med, at jeg på debattørens spørgsmål svarede: "Villy-vendekåbes nye retroagtige minoritets-hotte delledansk sætter jeg meget gerne et RETUR-skilt i enden af, så det kan rejse hjem, hvor det kom fra: Tilbage til DF", for jeg synes, at Villys seneste delledanske sprog ville passe bedre til en midaldrende uuddannet mand, i gråhvid netundertrøje med en udgået rød/hvid klaphat på hovedet og Dannebrog i den ene hånd, en NETTOpose med Harboe-dåsebajere i den anden, og hvis eneste kendskab til verden stammer fra en SPIES-rejse til Mallorca, hvor rejsens højdepunkt var en grisefest, men så huskede jeg lige i sidste øjeblik, at debattøren for nylig havde belært os alle om, at det ikke hed "mail" men "e-post", hvorefter debattøren, som ellers hæver ytringsfriheds-skiltet så ofte, at jeg har en mistanke om, at hans idol er en journalist på EKSTRA-Bladet, til min store overraskelse insisterede, ja, nærmest krævede, at vi alle udsatte vore egne indlæg for en sprogrensning, så vi bevarede danskheden. Jeg blev helt klam ved danskheden, for debattøren er en af dem, der aldrig udøver selvcensur og som kræver retten til at kalde en spade for en spade. Han fortæller stolt: "Jeg taler så folk kan forstå mig."

Villys pibe har unægtelig fået en anden lyd! En glammende opportunistisk svinagtig lyd. Nogen burde bede ham om at stikke piben ind, inden de gamle vælgere rejser børster og giver ham et ordentligt dask med poten, mens en fra flokken ikke nøjes med at bide ham i haserne, men tilføjer ham et sår, som han ikke kan slikke, fordi det sidder i ryggen på Villys skygge, som Villy ikke ville kendes ved, men som han nu på smertelig vis må erkende følger ham over alt.

Villy, i Søndagsavisen bruger du næsten en hel side på at forklare og forsvare din retronye delledanske stil. Gentagne gange siger du noget i retning af: "Det er vigtigt, at man er den samme person i alle sammenhænge". Først skal man jo overbevise sig selv, Villy. Det ser næsten ud, som om at du messer budskabet til dig selv. Jeg kender dig ikke godt nok til at vide, hvad dine motivationsdrivkrafter er, men enten har du tidligere skjult dit konkurrencegen og dit behov for magt rigtig godt eller også er du ved at miste din personlige integritet. Måske leder du efter dig selv ovenpå en periode med mageskiftet og overvældende karrieresucces. Det kunne se ud som om, at du er i en identitetskrise, måske fremkaldt af hjernevaskere, som tilsyneladende har en færdigsyet mening om, hvilken stil, kropssprog og retorik der virker og det uanset kundens personlighed. Det kunne også være, at du mangler lidt selvtillid. At du er hunderæd for ikke at slå til, hvorfor du har kigget dig om, og luret, hvad de bedste gør bedre. Derfor handler du nu som en klon af DF og Fogh. Selv Foghs bemærkning om, at succes kræver ydmyghed, gentager du, og din baggrund som landmandssøn trækkes frem i front, samtidig med, at du pleaser DF´s vælgere ved at bruge DF-retorik og ved at sige, at problemet skyldes nogle kulturelle mønstre.

Hvilke kulturelle mønstre, Villy? Kender du til nogle kulturelle mønstre, som de ca. 141, som er i politiets søgelys, har, men som de ca. 2-250.000 andre ikke har? For vi kan vel godt blive enige om, at det først er, når man begår noget ulovligt, at man bliver betragtet som uønsket her i landet?

Villy, selv inden for managementverdenen har man for længst indset, at de bedstes metoder ikke kan kopieres. Det er nemlig sådan, at de bedste har udviklet deres metoder ud fra den unikke platform, som de står på. Hvad der er bedst for den ene, er sjældent bedst for den anden. Kunne man bare kopiere de bedstes metoder, så ville vi jo alle være lige gode, og det er vi, som bekendt ikke. Den kloge evner at lade sig inspirere af de bedste og derefter bortkaste, hvad der ikke passer til den kloges platform og tilpasse det, som kan og bør tilpasses. Villy, du kopierer hovedløst!

Hvem er du Villy?

Kære SF´er: jeres formand har tabt sin identitet og derfor er han namnam for hjernespinsdoktorerne. Pas godt på jeres formand indtil han igen bliver i stand til at passe på sig selv.
Send til
Debat  14
Anbefal
For at kommentere et blogindlæg skal du være logget ind. Har du ikke en bruger kan du oprette en her.
17.03-2008 | 15:30 af Bruce1
Det hele drejer sig om man kan lide Villy eller ej, og det kan mange åbenbart, dog finder de fleste hans politik frastødende.
 
17.03-2008 | 15:34 af Steen Hansen
Ihvertfald har vi fået forklaringen på hans blink med höjre öje til Anders Fogh Rasmussen i sidste formandsdebat för valget.

Tak for et godt indläg - som sädvanligt skarpt. :o)

Villy Sövndahl har ved sin iscenesättelse ikke skabt nogen opposition - men derimod en "falsk" modpol til den siddende regering.

Jeg ser ham som utrovärdig.

Venlig hilsen

Stenus
 
17.03-2008 | 15:51 af egon hansen
Når man påstår at kæmpe mod, at der graves grøfter i debatten herhjemme, er det ganske uklogt at udtale sig sådan her om folk, man ikke er enige med:

"jeg synes, at Villys seneste delledanske sprog ville passe bedre til en midaldrende uuddannet mand, i gråhvid netundertrøje med en udgået rød/hvid klaphat på hovedet og Dannebrog i den ene hånd, en NETTOpose med Harboe-dåsebajere i den anden, og hvis eneste kendskab til verden stammer fra en SPIES-rejse til Mallorca".

Det er både grøftegravende, fordomsfuldt og usympatisk at stemple andre mennesker på den måde.
17.03-2008 | 15:53 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
17.03-2008 | 15:58 af
Jamen, olfert, det synes jeg altså, og da jeg ikke ser Villy, som en sådan person, så er det, at jeg prøver på at finde en forklaring på hans dette stunt.
 
17.03-2008 | 16:01 af
Perfidt?? Mener du virkelig, at mit indlæg er ondskabsfuldt og spottende?
 
17.03-2008 | 16:24 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
17.03-2008 | 16:28 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
17.03-2008 | 16:28 af
Øhh, nå, hva´ skal jeg sige til det? Jeg kan jo kun sige: Jeg er uenig.

Var det muligt, at du kunne komme med nogle argumenter?
 
17.03-2008 | 16:46 af Steen Hansen
Gennem de sidste mange år har der ingen opposition väret i Danmark - bla. grundet manglende fälles fodslag hos en opposition, der partivis offentligt erklärede, at de gik efter magten.

Altså ikke politikken.

At Villy Sövndahl pludselig kan få örenlyd ved at öffe ligesom alle andre, bliver der pludselig plads i spalterne.

Vi hörer nu Villy - meget.

Ikke så meget for en politik, der vel nok har eksisteret i flere år - men for en retorik, der placerer de politiske modstandere i et djävelsk billede, hvor Villy selv kan stå som den lysende og frelsende engel.

Villy Sövndahl må da have spist söm, såfremt han er af den opfattelse, at den politik han tidligere så fromt har fremturet med - PLUDSELIG - skulle have en effekt i en regering, der har det totale flertal i mandater.

Manden har forladt den demokratiske opposition og lefler for et folk, der vil krigen, hvor der kan fremstilles flere ofre.

Denne PLUDSELIGE opvågning må enten väre det faktum, at Villy i ganske mange år har väret på den politiske scene uden at få resultater og herfor vil promovere sig selv i forhold til EU eller også er det et udtryk for, at han i kvindegruppen SF vil väre mand.

Hvad skulle väre årsagen til, at den politik SF tidligere har fremvist - nu skulle have effekt.

Som jeg ser det - vil han sidde tíl bords hos en magt, hvor han ingen indflydelse vil få.

Såfremt Villy ville väre i opposition BURDE han politisk söge sine artsfäller og gennem et fälles pres ändre regering.

Nu vil han fremstå som en regeringspartner, der i magtliderlighed har fört angrebskrig, occupationstiltag og herved forårsaget en situation i Danmark, der tilsyneladende kun kan löses ved vold.

Venlig hilsen

Stenus
 
17.03-2008 | 17:01 af Vegetaren
Har Villy ikke altid været grov og ligefrem overfor de som han er uenige i? Jeg mindes at han gang på gang har fået prisen for årets stikpille i svikmøllen, så det er da ikke nyt at han udtrykker sig klart og tydeligt. Jeg synes at det er rart med en klar og tydelig venstrefløj, desuden gør han også meget ud af at klargøre hvem budskabet er til i sin blog. På den måde undgår han at sætte alle muslimer i samme kasse, som visse andre politikere har tendens til...
 
17.03-2008 | 20:10 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
17.03-2008 | 23:22 af egon hansen
@anni

Sjovt at du efterlyser argumenter fra de andre debattører, når du selv argumenter med følgende perle:

"Jamen, olfert, det synes jeg altså"

En "midaldrende uuddannet mand, i gråhvid netundertrøje med en udgået rød/hvid klaphat på hovedet" kunne ikke have formuleret sig bedre.
17.03-2008 | 23:57 af E. Bill.
Anni Løndal de Lictenberg.

Det er et meget fint oplæg - synes folk ikke om det, så har de mulighed for at opponere. Der vil altid være nogle kværulanter, der kun vil synes om et indlæg, såfremt det stemmer overens med deres "kogebog". Bemærk, at "Husvild" ikke har to ord til forsvar for denne spydige kommentar. Spild af tid at give respons på et sådant indlæg.

Videre.
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl