data:
Aage Staffe, født 1925. Begge forældre var politisk aktive – og hjalp tyske flygtninge før og under krigen. Aage gik ud af skolen i 1942 og kom i smedelære.
Levede siden illegalt og i 540 dage og nætter er han beredt til at tage sit liv. Han vil ikke arresteres levende og tæves ihjel af de tyske bødler. Og hvorfor så det? Naturligvis var han bange for tortur, naturligvis var han bange for at blive henrettet, men den største angst var, at han skulle bukke under og røbe kammerater og venner, som havde hjulpet ham. Den spaniensfrivillige Aage Nielsen blev på tre uger tævet ihjel. Han kunne ikke stå for mosten, hvordan skulle lille jeg så kunne? Kammeraters skæbne var for skræmmende.
To slags angst
Ikke angsten for den hurtige død
uden tid til at mindes og glædes
uden tid til at takke de mange, du stolede på
men angsten for den langsomme død
med tid til at pines og græmmes
med tid til at røbe de mange, der stolede på dig
Helmuth Barner - 1992
Efter befrielsen kan han blive løjtnant i det kongelige danske krigsvæsen – hyren
er rene underbukser, rene sokker, kost, logi og 800 kr. pr. måned. Igen går han
i smedelære til 10 kr. pr. uge for 48 timers surt, beskidt
arbejde. I en periode er
han husvild, logierne er fiskerbåde, parker og husassistenter, der bliver scoret
på baller. Lommepenge får han ved at fange vilde katte og skære gamle
konservesdåser op i aften- og nattetimer. I tre år vagabonderer han. Han er i
Prag under det kommunistiske kup i 1948 og melder sig derefter ud af DKP.
Bliver lærer og senere skoleleder indenfor Åndssvageforsorgen.
Erklæres 55
år gammel invalid, men arbejder i kortere perioder ulønnet med handicappede
i ulande. Se bogen: Handikappet i Bangladesh. Fejrede guldbryllup i 1999. Debuterede
som forfatter med erindringsbogen:
En smededreng går til modstand.
Det gennemgående udgangspunkt i Aage Staffes bidrag til historieskrivningen
i det tyvende århundrede er en modstandsmands erfaringer og
holdninger budskabet er paradoksalt – en krigsdeltagers, men dengang
som nu pacifistens: