Kampspil (og –film)

Når det nu er alment anerkendt, at brug af computerbaserede simulatorspil i undervisning er yderst effektivt, fx til at træne piloter, læger og navigatører i håndtering af kritiske situationer. Ja, man forsøger ligefrem med disse simulatorer at skabe en robotagtig adfærd styret af betingede reflekser. Hvorfor anses det så for uden betydning, at lade børn og unge spille kamp- og krigsspil?

At bruge spil og film kan sikkert, tilpas doseret være ganske udviklende, især hvis egne reaktioner (selv)iagttages – men overdreven brug vil kunne virke forstyrrende. Det turde da være ganske indlysende at udøvere af kampspil bliver påvirket.

At der dertil konsumeres en lind strøm af film hvor vold i alle afskygninger dyrkes og hyldes, og den opvoksende generation ofte er omgivet af løn, efterløns- og pensionshungrende ”voksne” medspillere. Ja, så burde det vel ikke undre nogen, at statistikkerne viser at voldsmentaliteten breder sig.

Og ingen af tidens institutioner formår at balancere denne massive påvirkning - staten støtter oven i købet denne voldsdyrkende industri. Og går det galt, så er samfundets reaktion medvirkende til at opretholde voldsspiralen - samfundets reaktion er som regel mere vold i form af "foranstaltninger" fra Lene Espersen & Co.

En egobevidsthed der ensidigt bliver lig med den ene pol i bevidsthedsfeltet har selvsagt begrænsede valgmuligheder. Ikke at identificere sig med en sådan pol forudsætter evnen til neutralt at iagttage. Ikke alle evner dette, og derfor er der en risiko for at voldspil udløser vold.

Opdateret. Se seneste nyt om faren ved facebook mv her.