Man kan kun håbe, at VOK's forræderiske forslag om halvering af dagpengeperioden får den folkelige respons, som det fortjener, og nogen bør minde regeringen om sit eget løfte om ikke at lave en dagpengereform før efter et valg ...
Jeg skrev allerede i februar/marts, at de ikke tør røre efterlønnen, men at det skulle bane vejen for at forringe dagpengene. Og lige nu gør de forsøget, lader DF teste reaktionen og prøver at spille dagpengemodtagere ud mod andre på overførsel, samt R ud mod S+SF.
VOK må have 'glemt', at dagpengene er krumtappen i flexicurity og moder til stort set alle velfærdsordninger, samt at man kun kan få kontanthjælp nu om dage, når man er ruineret, så at en forringelse rammer alle, der frygter arbejdsløshed på egne eller slægtninges vegne, eller som ikke får dagpenge men drømmer om det.
Er det i grunden ikke længe siden, at fagbevægelsen og venstrefløjen havde en rigtig god demo på Christiansborg slotsplads? Kan det måske ske, hvis VOK alvorligt forringer dagpengene?
Måske kan vi få Oprah Winfrey som gæstetaler? Hun var netop meget imponeret af, at bejdsløshed ikke betød at måtte gå fra hus og hjem i Danmark.
Godt nok siger et gammelt ord, at ti år er længe i politik, men mon ikke nogle - herunder regeringen - kan huske, hvad der skete, da man i 1998 forringede efterlønnen i en hurtig natlig forhandling?
Hvis der sker en alvorlig forringelse af dagpengeordningen, skal oppositionen love at ophæve den og lave deres egen reform - og hvis R ikke vil være med til det, skal de lægges på is og helst smides på porten af vælgerne.