Jeg læste med nogen overraskelse Lars Fogts temmelig bastante konklusioner om DR s tilsyneladende dramatiske fald i troværdighed i artiklen ”Hver tredie tror ikke på DR”, en konklusion der nås på basis af en lille internetafstemning, der ofte af oplagte grunde kaldes en ”instant poll” og slet ikke tåler sammenligning med en egentlig og korrekt udført meningsmåling.

Anni Løndal har allerede været inde på problemet i sit blogindlæg med den lidt hårdtpumpede titel ”NA´s Lars Fogt har begået en faglig brøler”. Anni Løndal har ret i, at en internetafstemning ikke viser noget særligt, og den kan da slet ikke bære at blive slået op i en avis som en halv-sensation . Bevares, hun kunne nok have dæmpet størrelsen af bogstaverne og det temperament, der viser sig. Men det skal ikke betyde, at selve den konkrete kritik pludselig er glemt.

Dertil er vinklen i Lars Fogts artikel også i sig selv ret spøjs: Selv hvis man tager denne "instant poll" alvorligt, så viste den jo faktisk, at 2/3 havde tillid til DR ... Derudover er det af gode grunde ikke undersøgt, om DR s troværdighed er mindre end i tilsvarende undersøgelser før, eller om folk mener, at troværdigheden er blevet lavere pga. filmen ”Den hemmelige krig”. Af den grund – og fordi instant polls aldrig ville kunne opnå signifikante resultater om sådanne ting - kan man ikke konkludere noget som helst om disse spørgsmål, men det gør Lars Fogt alligevel.

Ved instant polls er det ikke kun muligheden for snyd, der er problemet, men også hvem der gider deltage i sådanne afstemninger. I følge Foreningen af Danske InternetMedier s ugentlige opgørelse af "unikke besøg", havde dr.dk i uge 4 næsten 1,2 mio. Så 1117 svar er mildt sagt ikke alverden. Ofte deltager folk med særligt stærke meninger i sådanne polls, og ja, især de med stærke meninger stemmer ofte igen, hvis de kan finde ud af at snyde.

En rigtig meningsmåling har en nøje fastlagt procedure for at udvælge et repræsentativt udsnit af befolkningen, og det har direkte betydning for resultatet – og er dermed et succeskriterium for opinionsinstituttet, at man får spurgt så mange som muligt af de udtrukne. Der indgår en lang række andre overvejelser, bl.a. om spørgeteknik og efterbehandling af rådataene, m.v.

Hvis ellers journalister og evt. interesserede kan overkomme 30 sider skrevet til studerende på 1. semester af statskundskab, kan man finde en god introduktion her: INTRODUKTION TIL KRITISK STATISTIK af Merete Watt Boolsen fra 2004.

Det forhindrer ikke, at institutter eller måske rettere deres kunder nogle gange stiller spørgsmål, så de får et bestemt svar, eller at journalister også drager konklusioner af rigtige meningsmålinger, der ikke kan bære, jf. Journalistens to artikler herom:
FEM MENINGSMÅLINGER – FEM FLOP
Fup eller fakta

Men i sådanne tilfælde er selve undersøgelsen i det mindste lavet efter de rigtige metodeprincipper, og enten oplyser man i artiklen selv diverse nøgle- og baggrundstal, eller de kan findes på nettet via meningsmålingsinstituttet.

Det er nævnt i debatten, at andre journalister også falder for / (mis)bruger instant polls eller lignende underlødige metoder som en hurtig rundringning, og det er desværre rigtigt. Faktisk udviser en del journalister en skræmmende dårlig statistik- og talforståelse. Det gælder pudsigt nok også en del på DR, som fik lidt undervisning af undertegnede her:
"DR: De nye mestre i talmanipulation" (15. februar 2005)

Jeg synes bare ikke, at det er en undskyldning for dårlig talbehandling på Nyhedsavisen, at medierne bruger statistik på en måde, så det desværre med en vis ret hedder sig, at der er løgn - forbandet løgn - og statistik. Eller skulle man sige statisjusk? Og jeg har stadig ikke set nogen argumenter blandt de mange kommentarer til Anni Løndals indlæg – eller til artiklen af Lars Fogt, der på nogen måde godtgør, at Lars Fogts brug af resultatet fra en tilfældig instant poll er forsvarlig. Og bemærk venligst, at jeg skrev "argumenter"!

Tværtimod burde dette tilfælde, der hører til de mere grelle, og de mange andre føre til konkret kritik og krav om (gen?)indførelse af et kursus i talforståelse for nuværende og kommende journalister. Her og nu må jeg sige, at hvis Nyhedsavisen har råd til at tabe X mio. kr. pr. måned, er der vel også råd til et hurtigt kursus i kvantitativ metode. Men på længere sigt skal den slags selvfølgelig (igen) indgå i journalistuddannelserne. Og de, der burde råbe højst i den anledning, er vel journalisterne selv ...

vh CP