Af Kamal Qureshi, folketingsmedlem for SF.

Når jeg sidder i en af Egyptens grønne haver, gribes jeg af en lyst til at lade mig opsluge af dette fascinerende land - dets natur og kultur. At forsvinde i Egypten. Hvert år er der da også mange egyptere, som forsvinder. Sporløst. Men foruroligende mange forsvinder ikke pga. et ønske om fordybelse, men fordi de har den forkerte politiske holdning, den forkerte religion, den forkerte seksuelle orientering eller fordi regimet bare ikke kan lide dem.
 
Vi er i Kairo. Vejret minder mig om en varm dansk sommerdag. Jeg sidder i en lille gårdhave ved hotellet. Området er velholdt, grønt og med pool. Folk er velklædte, atmosfæren afslappet. Jeg holder møde med en lokal menneskerettighedsaktivist, Hossam Boghat. ”Working breakfast”. Jeg har været til et utal af disse møder med NGO’er i Danmark og i udlandet.

Og dog. Mod slutningen af vores møde spørger jeg åbent til forholdene for homoseksuelle i Egypten. Jeg får aldrig noget svar. Ikke fordi, Hossam ikke interesserer sig for spørgsmålet. Men fordi Hossam bliver tydeligt nervøs – ikke over spørgsmålets karakter, men over at det er stillet i fuld offentlighed. Han beder mig hviskende og synligt bange, om ikke at tale så højt. Den uudtalte forlængelse af hans sætning lyder: ”Hvad hvis nogen lytter med?” Vi kikker os begge omkring…

De pæne omgivelser og Egypten som et populært feriemål for danskere. De gode og nærmest venskabelige relationer mellem Danmark, Vesten og det egyptiske styre. Intet leder tankerne hen på et samfund, hvor det er farligt at tale om homoseksuelles rettigheder, eller hvor flere tusinde mennesker sidder indespærret pga. deres politiske observans. Jeg vidste det egentlig godt. Men jeg glemte det. Et øjeblik. For det er jo svært at forstå, hvordan et land, vi på regeringsplan har så ”normalt” et forhold til, kan have så graverende menneskerettighedsproblemer, som tilfældet er for Egypten?

For en bemærkning er jeg hoppet af udenrigsudvalgets officielle program, for at mødes med Hossam Bahgat, direktør for ’the Egyptian Initiative for Personal Rights’, der anerkendes som en massiv drivkraft i Egyptens menneskerettighedsbevægelse. Her er jeg sikker på at få en radikalt anderledes historie om menneskerettighedssituationen, end den det officielle Egypten giver til udenrigsudvalget. Meget af organisationens arbejde går med at monitorere og registrere menneskerettighedsovergreb, ligesom de intervenerer med retshjælp i principielle sager. Men arbejdet er ikke uden omkostninger og bestemt ikke uden risici.

Menneskerettighedsorganisationer vurderer, at der i Egypten er 5.000 - 20.000 mennesker, som er fængslet uden de selv eller omgivelserne kan få oplysninger om anklagerne. De har ikke rettigheder som normale fangere, stilles ikke for en dommer og modtager ingen dom. De holdes tilbage under henvisning til, at de er til fare for staten. I tillæg er tortur vidt udbredt i Egypten.

Selv om Egypten skal forestille at være et demokrati, minder det måske mere om et demokratisk diktatur. Ved de seneste lokalvalg var der valgsteder med en valgdeltagelse på under 10 procent. I samme områder fik regeringsstøtterne 99,9 % af stemmerne. Desværre er stemmeprocenten ikke udtryk for folkelig opbakning. En så ringe vælgertilslutning, med en fuldstændig fraværende opposition, er derimod udtryk for et totalt demokratisk kollaps.

I Egypten er der mange tusinde mødre, fædre, onkler, søskende og døtre som hver dag må leve med, at deres kære ikke kommer hjem til aftensmad. Eller måske aldrig kommer hjem igen. Dertil kommer de mange, hvor intet er hændt. Endnu. Men hvor der er en nagende rædsel for, at sikkerhedsstyrkerne skal slå til. ”Tænk hvis nogen har hørt noget”.

Ønsket om demokrati og om muligheden for at udleve sine frihedsrettigheder er ikke kun begrænset til de europæiske og kristne lande. Ønsket om at kunne være sig selv og offentligt stå ved sin religion, seksualitet, politiske overbevisning, etnicitet, køn eller sit modersmål er universelt. Og det er særdeleshed nærværende i Egypten. Men i dag der det desværre kun ønsket, som er universelt. I Danmark ser det bedre ud end mange andre steder. Og derfor har vi – som individer, som nation og som stat – en forpligtelse til at støtte op om helte som Hossam Bahgat, der kæmper en kamp for andre menneskers rettigheder.