Af Kamal Qureshi, folketingsmedlem for SF.

Så længe vi med udenlandsk baggrund skal love at forsage terror, fundamentalisme og kvindeundertrykkelse, før vi må have en mening om noget, kommer der til at gå lang tid, før vi får en Obama i Danmark.

Miljøminister Fatima Talib beder sin chauffør gøre et stop ved moskeen inden mødet på Østerbro. Hun trænger til nogle minutters fred i hovedet, inden hun skal deltage i paneldebat om bekæmpelse af forurening i København. Den mørke Audi ruller ind over brostenene foran moskeen, og hun går hurtigt ind.

Inden hendes far blev syg, besøgte hun ikke moskeen regelmæssigt, men smerten og bekymringen over farens blodprop har givet hende et større behov for at mærke ro, mærke at nogen foroven måske har en større plan, som alt – også smerten – er en del af.

Efter nogle minutter hvor hun har siddet på gulvtæppet med de højhælede sko og jakken af, kan hun mærke, at trykket over øjnene letter, og hun rejser sig og går rank og rolig ud ad de tunge trædøre. Da hun åbner bildøren, hører hun kirkeklokkerne ringe fra den anden side af gaden. Hun smiler og tænker: Nemlig, sådan er mit København – vi er blandet med hinanden.

I disse dage, hvor billeder af en sort amerikansk præsident skyller ind over alle verdens tv-skærme, har jeg gjort mig tankeeksperimentet, hvordan Danmark skulle se ud, før vi kunne forestille os at få en dansk Obama.

Hvilket samfund skulle vi have bygget op for at få en statsminister, hvis far var udlænding og fra en muslimsk familie, en statsminister der hed Hussein til mellemnavn, og som en del af sit liv havde boet uden for Danmark, ligesom Barack Obama har boet uden for USA i sin barndom. Billedet af miljøminister Fatima Talib i et fremtidens Danmark danner for mig baggrunden for, hvordan mit land skal se ud, før det sker.

Før 2001 sad der ingen med udenlandsk baggrund i det danske folketing, men det år blev der valgt to ind (Naser Khader og undertegnede). Ved valget i 2007 blev fire valgt ind. Og selvom det er små tal, er det en fordobling på bare seks år, og det er en fremragende udvikling.

Det er mit indtryk, at danskerne har det fint med at stemme på en politiker, der ikke nødvendigvis ligner dem selv, hverken i udseende eller baggrund. Og det skorter ikke på hverken talent eller vilje fra personer med indvandrerbaggrund i Danmark – der sidder i forvejen mange veluddannede på gode og vigtige poster i det danske samfund, mennesker som også politisk kunne bidrage med stor viden og visioner.

Men når det er sagt, så er der stadig forhindringer, især fra politikere på den yderste højrefløj, som forsøger at diskvalificere deres kolleger ved at smide vores etniske baggrund i hovedet på os.

Og jeg er ikke ude i et personligt ærinde, dette er ikke en Kamal-for-president-annonce, for udover at mange nok slet ikke ville finde mig egnet til en post som partileder, for slet ikke at tale om statsminister, så er jeg ikke villig til at betale den pris, det koster. Især for en politiker med udenlandsk baggrund. Heller ikke selvom vi er nået et stykke, og jeg er taknemmelig over alle de muligheder, Danmark har givet mig.

Jeg er taknemmelig over at være vokset op i et land, hvor jeg som den første i min familie har kunnet tage en videregående uddannelse, en uddannelse mine forældre aldrig ville have været i stand til at betale for, hvor mine børn går i skole, hvor der er relativt fredeligt, og hvor jeg har frihed til at mene, hvad jeg vil uden at blive smidt i fængsel. Men Danmark kan mere, og vi kan nå længere.

Politikere med udenlandsk klingende navne har selvfølgelig samme ret – og pligt – til at blande sig i politik og kritisere samfundsforhold, de gerne vil have lavet om. Men vi skal altid først argumentere for, at vi faktisk har samme ret som alle andre til at mene noget om et hvilket som helst emne – også ret til at kritisere Danmark.

Politikere med udenlandsk baggrund, ikke mindst muslimsk, bliver altid mistænkeliggjort, indtil de har bevist, at de er lige så ordentlige mennesker som alle andre. Man skal tage afstand fra en masse – f.eks. terrorisme, fundamentalisme og kvindeundertrykkelse – før man må have en mening om noget og måske endda udtrykke visioner for Danmark. Og selv da er det ikke sikkert, man bliver respekteret som folkevalgt på linie med Petersen, Hansen og Langballe.

Og apropos Langballe: Jeg udtrykte sidste år i forbindelse med Folketingets åbning, at jeg mente, det var et forkert signal at sende at blande religion og politik sammen, når Folketingets åbning blev markeret med en gudstjeneste. Det fik fra DF’eren – og præsten – den kommentar, at "hvad fanden rager det dig?". Underforstået, det skulle jeg som muslim – og politiker med udenlandsk baggrund – ikke blande mig i.

En anden DF’er, Søren Krarup, sagde direkte til mig i en debat i folketingssalen, at "må jeg dog ikke bede hr. Kamal Qureshi om at prøve at sætte sig ned på sin bagdel og prøve dog på at forstå, hvad det er for et land, han er kommet til." Et direkte forsøg på at diskvalificere modstanderen; du er ikke herfra og derfor ved du ikke, hvad du taler om. Meget useriøst, uforskammet og fornærmende.

Jeg har efterhånden hørt så meget fra den kant, at jeg ikke tager det til mig, men hvis der sidder en dansk Obama-spire derude, en Fatima, en Ling, en Muhammed, som har ønsker om at arbejde sig vej til nogle af landets højeste embeder, er den slags angreb på mig og andre politikere med udenlandsk baggrund gift for lysten, gift for følelsen af at blive taget alvorligt og følelsen af at høre til i Danmark og være en ligeværdig borger.

Og så kommer vi til at vente længe på en dansk Obama.