Øhh kan man sige sådan. Ja jeg fristes næsten til det.
I lang tid har vi læst om den ene skandale efter den anden, hvor katolske præster eller andre indenfor den katolske orden, har forgrebet sig på børn med vold og sexuelle overgreb. Først var det i USA, så Irland, så Holland, så Østrig og for tiden er det nu i Tyskland at skandalen ruller, som en daglig og pinlig føljeton i den tyske presse, hvor omkring 100 mennesker står frem og berettet om mangeårige overgreb på dem som børn. Ja selv her i landet erkender den katolske biskop, at der været sager med pædofile præster og den katolske biskop her landet nægter at gøre mere ved dem.
Jeg hader at generalisere, men en gang i mellem falder man i den grøft. Det er sædvanligvis pinligt, ærgeligt og utilgiveligt at gøre det, men det falder nærliggende at foreslå en jobannonce med overskriften: Er du pædofil, så har vi altid et job til dig i den katolske kirke.
Jeg ved godt at den slags muligvis også foregår mange andre steder, som vi ikke har hørt om endnu, men det er den katolske kirke, der fylder spalterne. Det er den katolske kirke, der har bevist at de er meget dårlige til at tackle den slags pinligheder med benægtelser og fortielser. Og hvor man i flere sager har løst dem ved bare at flytte folk til andre embeder, hvor de kunne fortsætte med deres overgreb. Med andre ord en kirke, som holder hånden over sine forbrydere.
Den danske katolske biskop synes også at melde sig i koret af ledende katolikker, der vil lægge låg på eller fortie. Han vil ikke sende sagerne til politiet fordi "de er for gamle". de er fra 1980'erne og 90'erne. Hermed har han også taget stilling. Han frikender de formastelige med henvisning til at sagerne er for gamle og dermed vasker han sine hænder. Det ville efter min ringe mening have været mere passende om han havde ladet politiet og anklagemyndighederne foretage denne vurdering.