Over 400 mennesker er dræbt, mens 4.000 er såret efter sammenstød mellem muslimer og kristne i byen Jos i Nigeria.
Det oplyser en lokal menneskerettighedsgruppe over for nyhedsmediet Bloomberg.
Tabstallene er løbet i vejret efter tre dages voldelige konfrontationer mellem de to religiøse grupper.
Hospitalerne i området er oversvømmet med sårede og dræbte, fortæller Shehu Sani, der er formand for organisationen Civil Rights Congress.
Der har tidligere været blodudgydelse mellem befolkningsgrupperne i regionen. Men der er uenighed om årsagen til uroen denne gang.
Byens politimester mener, at uroen startede, da muslimer angreb kristne i en kirke, men andre reporter peger på, at volden startede som resultat af genopbygningen af en bygning, som var blevet ødelagt ved tidligere uroligheder.
Den nigerianske vicepræsident har givet ordre til, at politi og militær går ind og stopper volden.
Men fra menneskerettighedsgrupper lyder det, at regeringen har reageret alt for langsomt.
"Det er ikke første gang, vi ser vold i Jos, men regeringen har været chokerende ringe til at holde nogen som helst til ansvar," lyder det fra Corinne Dufka fra Human Rights Watch.
Nigeria er Afrikas mest folkerige land med 140 millioner indbyggere.