Siden 70'erne har Greenpeace-aktivister klatret op, svømmet under, sprunget over og lænket sig fast til dette og hint, for at tale klimaets sag.
Det nyeste, halsbrækkende skud på stammen foregår netop nu på et boreskib udfor Shetlandsøerne.
To aktivister er klatret op på ankerkæden af det enorme boreskib Stena Carron, der bliver opereret af selskabet Chevron. De to aktivister har i 48 timer siddet i en overlevelseskapsel og forhindret skibet i at bore.
En af aktivisterne er finske Timo Puonhinieni. På trods af en ruskende vind holder han klima-fanen højt.
"Jeg har sovet som en baby i nat. Nu sidder vi og spiser morgenmad. Bare noget tørret frugt. Man behøver jo ikke bruge så meget energi herude," griner han.
Han mener ikke, politiet har mulighed for at gribe ind, og heller ikke besætningen blander sig i at de to miljøvenner forhindrer deres arbejde.
"De ser til os engang imellem, og fortæller os, når de ændrer kurs."
Stena Carron, der ligger tæt på havnen, kan ikke sejle så længe kapslen er sat fast på ankerkæden, men besætningen drejer af og til skibet i forhold til vinden, og det giver Timo Puonhinieni og kollegaen en gyngetur.
Hverken det eller bølgerne, der bruser to meter under dem, slår finnen ud.
"Hvis vi løber tør for mad, får vi bare flere forsyninger fra Esperanza. Vi bliver en måned, hvis det er nødvendigt," siger han til Newspaq.
Den danske klimamedarbejder, Jon Burgwald sejlede selv med på netop Greenpeace-skibet Esperanza, da det var i Grønland for at stoppe prøveboringer der. Han er nu tilbage i København, men følger sine kollegaers arbejde tæt.
Han mener, civil ulydighed er nødvendig, hvis kloden skal have en fremtid.
Lige nu er femten europæiske klimaministre samlet i Bergen til OSPAR-møde. Tyskland har foreslået et forbud mod dybhavsboringer, men den danske delegering har ifølge Jon Burgwald gjort, hvad der er muligt, for at forhindre forslaget i at blive til virkelighed.
Det er netop dybhavsboringer, miljøorganisationen prøver at forhindre ved hjælp af deres opfindsomme aktioner.
"Vi kan ikke acceptere det. Der er al for store risici ved den fremfærd, der foregår lige nu," siger han og henviser nok engang til katastrofen i Den mexicanske golf, hvor boreplatformen Deepwater Horizon var skyld i verdenshistoriens største olieudslip.