Region Syddanmark hitter med et nyt tilbud til par, der er blevet enige om at gå fra hinanden.
Bliv skilt på blot 15 minutter, lyder det fra Regionen.
Det skriver jv.dk.
Normalt tager det fem uger før en separation kan blive godkendt af statsforvaltningen, men et forsøg, der blev sat i gang i oktober, er så succesfuldt, at man har valgt at fortsætte.
"Jeg tror, at vores rekord er 12 minutter, fra parret kom ind til skranken, til de gik igen, "fortæller fuldmægtig Tine Bjerre fra Statsforvaltningen Syddanmark til jv.dk.
Det eneste en lynskilsmisse kræver er, at begge parter møder op og er enige om at gå fra hinanden. Godt 300 par har benyttet sig af tilbuddet siden oktober, hvilket svarer til cirka fire par om dagen.
Den hurtige afklaring har en positiv effekt, mener Mette Haulund, som er parforholds- og skilsmissecoach og stifter af blandt andet skilsmisseraad.dk.
"Først i det øjeblik separationen er igennem, kan man komme videre og få ordnet det økonomiske gennem bodelingen. Så længe det ikke er på plads, står man i et vadested, og det er ofte der, at skænderierne og uenighederne opstår. Det undgår man på den her måde," siger hun til jv.dk.
Kilde: jv.dk