I begyndelsen troede Ida, at det var blærebetændelse. Hun var nødt til at stå op flere gange hver nat, og hver gang hun satte sig på toilettet for at tisse, føltes det, som om, det skar i hendes underliv. Først da hun en eftermiddag sad hjemme og læste lektier, faldt det den 17-årige gymnasieelev ind, at smerterne i underlivet måske skyldes andre ting.
- Jeg havde jo hørt om klamydia. Men først da jeg slog op i biologibogen, var jeg ikke længere i tvivl, fortæller Ida.
Kort efter hun var startet på gymnasiet i august sidste år, forelskede hun sig i en af drengene. Da han slog op med hende, tog hun hjem til en af sine venner for at blive holdt om. Vennens trøst udviklede sig til mere end varme arme:
- Det endte uheldigvis med, at jeg gav ham et blowjob, siger Ida.
For oplevelsen var den, der sendte hende til lægen med bange anelser om klamydia, som hurtigt blev bekræftet af en underlivsundersøgelse og to urinprøver.
- Jeg tror, jeg dyrkede usikker sex, fordi jeg ikke rigtig fik tænkt mig om. Man regner nok bare med, at ens venner er raske, siger Ida.
Hun synes, SF’s forslag om at uddele gratis p-piller og kondomer til unge under 26 år er rigtig godt, men hun tror dog ikke, det havde reddet hende fra en omgang klamydia med det ubehag og bange anelser, kønssygdommen fører med sig:
- Jeg tror ikke, jeg havde undgået at blive smittet, hvis der var blevet delt gratis kondomer ud. Jeg tror, jeg havde undgået det, hvis jeg havde haft mere viden. Jeg vidste da ikke, at man kan blive syg af et blowjob, siger hun.
Ida ville ønske, at der var flere kampagner for unge om sikker sex, og at hun havde haft mere og bedre seksualundervisning i folkeskolen.
- I alt har jeg nok haft tre timers seksualundervisning op gennem folkeskolen, og det er alt for lidt. Det er heller ikke nok, at en lærer bare siger, ’husk at bruge kondom, ellers bliver I syge eller får børn . Jeg tror, at mange unge har brug for at blive oplyst meget mere om sikker sex.
Idas fulde navn er redaktionen bekendt.
At få klamydia ved at give et blowjob sker kun meget sjældent.
Klamydia er ikke en bakterie, der vandrer rundt i kroppen – den opholder sig på det sted, hvor den kom ind i kroppen.
For at blive smittet med klamydia ved kønsorganerne, skal bakterien ifølge Sex & Samfund ind i kroppen via kønsorganerne eller urinrøret.
Kilde: Sex & Samfund