Thomas Blachman skyder tilbage på DR's nye generaldirektør, som ikke vil garantere, at X-Factor fortsætter næste sæson.
Derfor tager den intellektuelle gadedreng, jazztrommeslager og genopstandne talentdommer til genmæle.
"Så må jeg tage mine folk med over på TV2", siger Blachman ifølge Ekstra Bladet.
"Jeg tror, stationen har ærgret sig gul og grøn over, at de ikke sagde ja til formatet, da de fik det præsenteret i første omgang. Nu kan de så få muligheden igen," truer han.
Hjemme hos TV 2 spærrer man begejstret øjnene op med udsigten til at indfange guldfuglen X-Factor.
"Nu er det en strategisk beslutning, der træffes af redaktør Palle Strøm," siger TV2's underholdningschef, Gitte Madsen.
"Men man skal da være en doven hund, hvis ikke man vipper lidt med knurhårene med sådan en mulighed på hånden," tilføjer hun.
Den nyslåede DR-general, Maria Rørby Rønn, som ikke vil garantere, at X-Factor fortsætter, fortæller også, at hun foretrækker Smagsdommerne på DR2 frem for den toppopulære sangdyst, som trækker to millioner seere fredag aften.