Omar bin Laden - al-Qaeda-lederen Osama bin Ladens 27-årige søn - har fundet kærligheden.
Bruden er den 51-årige britiske bedstemor Jane Felix-Browne, og de to mødtes angiveligt, da Felix-Browne red en tur på hesteryg ved pyramiderne i Egypten i september sidste år.
- For mig er han bare Omar, har Jane Felix-Browne tidligere udtalt til britiske medier om Osama bin Ladens fjerdeældste søn.
Hun siger til The Times, at hun håber, at folk vil respektere brylluppet og ægteparrets kærlighed og ikke anklage sønnen for faderens ugerninger.
Ifølge bruden har Omar bin Laden ikke set sin far siden 2000, et år før terrorangrebene i USA 11. september 2001. Hun beskriver sin mand som "renhjertet" og "en sand gentleman".
Omar bin Laden er skrothandler og bor i Saudi-Arabien, hvor hans første kone og barn også befinder sig. Men Jane Felix-Browne har tilsyneladende ikke noget i mod at være kone nummer to. Hun håber bare, at hendes mand på et tidspunkt får mulighed for at komme til Storbritannien, "men på grund af hans navn er det svært for ham at rejse", siger hun til avisen The Sun.
Brudens kolleger bekræfter, at Jane Felix-Browne og Omar bin Laden er blevet gift ved ceremionier i både Egypten og Saudi-Arabien. Ifølge The Times har Felix-Browne taget navneforandring til det islamiske Zaina Mohamad.
Jane Felix-Browne er mor til tre sønner og har fem børnebørn. Ægteskabet med Omar bin Laden er hendes sjette.