Det er irriterende nok at få stjålet sin bil, men det bliver endnu mere irriterende, når biltyvene er utroligt dårlige til at parkere rigtigt.
Kim Rasmussen fik nuppet sin hvide Golf i 2010, og siden har han fået otte parkeringsbøder, fordi tyvene bliver ved at parkere ulovligt på hans gamle plader.
Nummerpladerne blev ellers meldt stjålet sammen med bilen, men hver gang en ny bøde dumper i Kim Rasmussens postkasse, skal han igennem den samme trummerum med parkeringscentre, der stadig har ham registreret på pladerne. Fire af bøderne er fra København.
"Jeg bor i Odense, og jeg parkerer ikke i København. Og pladerne blev afmeldt i oktober 2010, efter de var meldt stjålet hos politiet. Det kan de godt se hos Center for København, når jeg ringer ind og klager, men de insisterer alligevel på, at jeg skal indsende en skriftlig klage. Det er jeg ved at være rigtig træt af," siger Kim Rasmussen til ekstrabladet.dk.
Center for Parkering har tidligere haft lignende problemer med stjålne plader, der er afmeldt, men alligevel bliver registreret hos den tidligere ejer.
Centeret vil forsøge at finde en løsning.
"Vi vil nu se på at løse problemet med et internt system, hvor vi også kan se, om pladerne er afmeldt," siger centerchef Anders Møller.
Kilde: ekstrabladet.dk