En lang række trusler kulminerede i går, da socialarbejderen Khalid al-Subaihis bil blev sat i brand. Det har nu fået al-Subaihi til at trække sig fra debatten om situationen og bandekrigen på Nørrebro.
Tirsdag aften fandt han sin minibus i flammer.
"Nogle ringede til mig og sagde, at der var ild i min bil. Da jeg kom derhen, var brandvæsenet ved at slukke den og bilen ved siden af," fortæller Khalid al-Subaihi ifølge jp.dk.
Khalid al-Subaihi er formand for Fædregruppen på Indre Nørrebro og arbejder også i ungdoms- og sportsklubben 'Nørrebronx'. Han har i mange år være aktiv i debatten om integration, kriminalitet og nu også bandekrigen på Nørrebro. Han har blandt andet markeret sig ved at gå ind for en hårdere politiindsats mod hashhandel og kriminalitet.
Sidste uge blev bilens to dæk skåret op med en kniv. Al-Subaihi er ikke i tvivl om årsagen.
"Det er, fordi der er nogle, der ikke bryder sig om mig og min deltagelse i debatten," siger han.
Han har gennem længere tid fået trusler via breve, mails og telefonopkald fra folk med indvandrer baggrund og etniske danskere.
Selvom Khalid al-Subaihi ikke vil deltage i debatten længere, vil han fortsætte sit sociale arbejde i klubben Nørrebronx.