Politiradioen skratter voldsomt og går ud. Der er stilhed. Så kommer stemmen igennem i få sekunder, i baggrunden er der en skinger lyd af sirener – og i forgrunden en mand, der hurtigt siger ordene:
»Jeg har skudt ham.«
Og så er der støj igen. Scenen er Københavns Nordvestkvarter, klokken 5.59 om morgenen, 19. august sidst sommer – og optagelsen fra politiradioen er blot et af anklagemyndighedens mange elementer i sagen mod de to betjente, der med 20 skud dræbte den 40-årige Flemming Kofoed Jacobsen, da han og to andre flygtede fra politiet i en rød Ford.
En af de to betjente havde dog i retten i går svært ved at huske de afgørende detaljer.
»Det hele gik så stærkt,« forklarede betjenten T .
Nødt til at skyde
Tekniske undersøgelser viser, at T skød 7 af de i alt tyve skud, men han husker kun de tre. De sidste fire skud blev han først klar over, da hans pistol blev undersøgt.
T kunne heller ikke præcist forklare et fodaftryk på en køler, forklare, hvordan han faldt ned af den røde Ford, eller overhovedet huske, at hans kollega havde affyret 13 skud – selvom han stod få meter derfra.
»Jeg kan ikke forklare det. Desværre,« sagde T .
Den anden betjent – M – huskede udmærket natten. Han forklarede, at de to betjente var nødt til at skyde – ellers var de blevet kørt over af bilen.
»Jeg er helt sikker på, at jeg ellers ville blive mast. Jeg følte mig truet,« forklarede han i retten.
For begge betjente var det første gang i deres 12-årige karriere, at de trak deres pistoler og skød.
Dræbt var på stoffer
De 20 skud faldt efter en intens biljagt gennem Københavns Nordvestkvarter, hvor hastigheden konstant lå på mellem 50 og 100 km/t. – og hvor både politibil og den eftersøgte bil blev smadret. Politiet kørte efter bilen, fordi en af passagererne var en ung efterlyst drabsmand, der var på flugt fra politiet.
De to betjente blev inden biljagten advaret om, at de flygtende ville være farlige – og formentlig også var bevæbnet. I retten kom det da også frem, at den dræbte chauffør, Flemming Kofoed Jacobsen, havde en promille på 1,99 og i en eller anden grad var påvirket af både ecstasy, kokain og amfetamin. I bilen fandt politiet efterfølgende en kødøkse, men ingen skydevåben.
Sagen fortsætter torsdag, og der forventes tidligst dom midt i oktober.