Boligejerne rundt om betalingsringen kan dræne statskassen for penge, når ringen starter sit taxameter.
Sådan lyder vurderingen fra ekspert i miljøret og EU-ret professor Peter Pagh fra Københavns Universitet.
"Borgere kan søge erstatning for støjgener, miljøgener og tab af ejendomsværdi for de indvirkninger, betalingsringen vil få på området omkring deres ejendom" lyder det fra Peter Pagh over for Nyhedsbureauet Newspaq.
En dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er gået Ungarn imod i et lignende spørgsmål. Her havde man indført kørselsafgift på et stykke motorvej, hvorfor alle trafikanterne fandt nye veje uden om afgiften.
"Det betød, at der pludselig kom en masse trafik ud på en mindre landevej, og her anlagde en beboer en retssag for de gener, der havde medført," fortæller professoren.
Ungarn blev dømt til at betale borgeren en erstatning, og den situation kan ramme Danmark, hvis betalingsringen betyder markant ændrede mønstre i folks transportvaner rundt om i hovedstaden.
"Der vil man eksempelvis kunne anlægge sag for støjgener, markant øget trafikmængde, forurening, problemer med at der pludselig er parkerede biler overalt på vejen og medfølgende forringelse af ejendomsværdi," siger Peter Pagh.
Gentoftes borgemester Hans Toft (K) har netop varslet, at han vil stævne staten for de gener, hans kommune påføres, hvis betalingsringen bliver en realitet.
"Det er ikke sikkert, at Hans Toft kan få lov at anlægge sagen i egenskab af borgmester, men han vil helt sikkert kunne få lov at anlægge den som talsmand for en borgergruppe," fastslår Peter Pagh. Professoren tilføjer dog, at der først skal være vedtaget en lov om betalingsringen, før der kan anlægges en sag.
"Hvis Hans Toft faktisk kan dokumentere, at der vil være gener for flere mennesker i Gentofte på grund af betalingsringen, har han faktisk en god sag," lyder professorens vurdering.
Og regeringen skal passe på ikke at glemme nogle af generne, når de fremsætter lovforslaget. For ellers vil en dom kunne tvinge dem til at pille hele anlægget ned igen.
"Hvis det viser sig, at betalingsringen vil medføre øget trafik i visse omegnskommuner rundt om København, skal der laves undersøgelser af, hvad det vil betyde for støjniveau, for forurening og andre faktorer, der påvirker omgivelserne. Og så skal man forholde sig til det negative i undersøgelserne. Transportministeren skal lave en vurdering af, hvad der er realistisk, og ikke de der håb, han offentliggør i øjeblikket," siger Peter Pagh.
Der verserer i øjeblikket en sag ved EU-domstolen om, hvorvidt begrebet 'miljø' i en vvm-udredning også omfatter ejendomsværdi. Her mener mange eksperter, at dommen vil fastslå, det forholder sig sådan. Og så kan det blive virkelig dyrt for staten.
"Hvis svaret er ja, har det den konsekvens, at hvis miljøvurderingen ikke belyser de økonomiske værdier for de borgere, der bliver berørt af betalingsringen, så er den ugyldig. Men jeg kan ikke vurdere, om den kan slå bunden ud af statskassen," slutter professor i EU-ret, Peter Pagh.