Af Knud Brix, knbr@avisen.dk og Lars Fogt, lafo@avisen.dk
Han kæmper for at få danskerne til at spise sundt, men elsker selv junkfood.
Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) køber stort set kun fastfood, når han har travlt, og staten skal betale for maden.
Nyhedsavisen har fået aktindsigt i de kvitteringer, som Lars Løkke har fået betalt af skatteyderne i 2006. Hotdogs, burgere, smørrebrød, øl og cigaretter fylder Løkkes indkøbsliste. Cigaretterne må ministeren dog betale selv.
Dårlig rollemodel
Lars Løkke Rasmussens usunde madvaner er bekymrende og sender et dårligt signal til befolkningen, mener ernæringsekspert.
- Det giver jo ingen mening, når sundhedsministeren forklarer befolkningen om sund kost, og han så selv spiser franske hotdogs, siger Bjørn Richelsen, der er professor i ernæring og tidligere formand for Ernæringsrådet.
Løkke afviser, at listen giver et retvisende billede af hans kostvaner.
- Jeg skal ikke stå til ansvar for hver enkelt fransk hotdog, jeg har spist. Det giver jo kun et billede af enkelte pressede situationer, siger han.