En sætning på 10 ord er blevet plantet midt i en beskrivelse af, hvad danske skolebørn skal lære i historietimerne som en fane i regeringens værdikamp.
Ifølge undervisningsminister Bertel Haarder (V) bør det stå sort på hvidt, at »Undervisningen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie.« Derfor tilføjede han personligt sætningen stik imod anbefalingerne fra et ekspertudvalg, som skulle formulere formålet med skolernes historieundervisning.
»Det er mig, der har ansvaret, og jeg har tilladt mig at lave den tilføjelse,« siger undervisningsminister Bertel Haarder.
Han fastslår, at sætningen er et led i regeringens værdikamp om at give dansk historie og kultur en mere fremtrædende placering i skolernes undervisning.
Bertel Haarder havde oprindeligt opfordret udvalget til at understrege dansk historie og kultur i et oplæg, allerede inden det begyndte arbejdet.
Gik i protest
Da ekspertudvalget afleverede sin endelige anbefaling, stod der dog intet om, at undervisningen skal gøre eleverne fortrolig med dansk kultur og historie. Den interne uenighed i udvalget fik et medlem til at gå i protest i efteråret, inden arbejdet var færdigt.
»Alle i embedsapparatet og hele den uddannelsespolitiske elite syntes, at det var helt i orden at udelade en reference til Danmarks historie. Det er udtryk for en anti-national tendens. Det er et forsøg på at tilpasse indholdet til en multikulturalisme,« siger Michael Pihl fra Sorø Akademi, der deltog i udvalget på anbefaling fra Dansk Folkeparti.
Tyk streg under
Det fremgår af folkeskoleloven og andre steder i beskrivelsen af historiefaget, blandt andet i læseplanerne, at der skal være fokus på dansk historie og kultur. Alligevel mener Bertel Haarder, at det har signalværdi at skrive det sort på hvidt i det såkaldte fagformål.
»Vi vil gerne sætte en tyk streg under dansk historie og kultur. Det ville være et mærkeligt signal at udelade sætningen, samtidig med at vi indfører en historiekanon og to ekstra historietimer i folkeskolen. Derfor er det vigtigt, at det står på en meget synlig plads,« siger han.
Dansk Folkeparti jubler
Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Martin Henriksen, betragter det som en sejr, at sætningen nu er tilbage, efter at Dansk Folkeparti protesterede til Bertel Haarder.
»Det er en sejr for os. Det er selve formålet med historie faget at gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie. Dette er et signal om, at vi prioriterer det højt igen, efter at Ole Viig Jensen signalerede, at han ikke prioriterede det,« siger Martin Henriksen.
Referencen til dansk historie og kultur stod nævnt i historieundervisningens formålsbeskrivelse frem til 1994. Her blev den slettet under den radikale undervisningsminister Ole Viig Jensen.
1981
Formålet med undervisningen er, at eleverne erhverver viden om
tidligere tiders levevilkår, tankesæt og samfundsforhold, og at de får
en oplevelse af sammenhængen mellem fortid og nutid og af de
forandringer, der har fundet sted i menneskenes udfoldelsesmuligheder.
Stk. 2. Det skal tilstræbes, at eleverne bliver fortrolige med den
tradition, det danske samfunds- og kulturliv bygger på som forudsætning
både for forandring og videreførelse.
1994
Formålet
med undervisningen i historie er at styrke elevernes historiebevidsthed
og identitet og øge deres lyst til og motivation for aktiv deltagelse i
et demokratisk samfund. Det sker ved at fremme deres indsigt i, at
mennesker er historieskabte såvel som historieskabende.
I
dag
Formålet med undervisningen er at udvikle elevernes kronologiske
overblik, styrke deres viden om og forståelse af historiske sammenhænge
og øve dem i at bruge denne forståelse i deres hverdags- og
samfundsliv. Undervisningen skal gøre eleverne fortrolige med dansk
kultur og historie.