Arbejdsmarkedets parter kan sagtens håndtere det pres, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lægger på løndannelsen forud for overenskomstforhandlingerne fra det nye år.
Sådan lyder meldingen fra hovedorganisationen FTF og Danmarks tredjestørste fagforbund FOA.
Det sker, efter LO-formand Harald Børsting i dag kritiserede statsministeren for hendes stramme retorik omkring lønniveauet i Danmark.
"En statsminister må have de holdninger, hun nu har. Det er arbejdsmarkedets parter, der afgør lønudviklingen i Danmark. Og når jeg ser på de seneste kriseårs overenskomstforhandlinger, så synes jeg nok, at ansvarligheden har været der," siger FTF-formand Bente Sorgenfrey til Newspaq.
Hun forventer, at lønmodtagerne vil udvise den samme løntilbageholdenhed, når overenskomstforhandlingerne for det private område går i gang til foråret og året efter ved de offentlige overenskomster.
"Lønmodtagersiden er klar over, at vi er krise, at lønnen er en del af konkurrenceevnen, og at store lønstigninger ikke ligger lige for. Så jeg vil gerne opfordre statsministeren til at overlade det til arbejdsmarkedets parter at forhandle lønudviklingen," siger Bente Sorgenfrey.
Hos fagforbundet Fag Og Arbejde, i daglig tale FOA, er Dennis Kristensen heller ikke forarget over statsministerens alvorsord om lønniveauet i sin åbningstale i Folketinget.
"Jeg blander mig også i, hvad Folketinget foretager sig. Så jeg er sådan set ikke på det hold, der siger, at statsministeren ikke må have en mening om overenskomstforhandlingerne. Så længe Folketinget ikke blander sig i forhandlingerne, har statsministeren da ret til sin holdning ligesom alle andre," siger Dennis Kristensen.
Han ser frem til at diskutere det danske lønniveau, når trepartsforhandlingerne går i gang mellem arbejdsgiverorganisationerne, lønmodtagerne og staten.