Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt
Artiklen er skrevet af
Udgivet onsdag den 10. marts 2010, kl. 10:02
     
Mail artiklen
     
SMS artiklen
     
Print artiklen
     
Add this
Nicklas Bendtner er gået fra skurk til helt.
Nicklas Bendtner er gået fra skurk til helt. (Foto: CHRIS RATCLIFFE / Scanpix)

Bendtner vælter sig i roser

Forleden stod de i kø for at kritisere ham. Men efter hattricket mod Porto strømmer de engelske medier over af roser - og undskyldninger.

Efter sin kavalkade af pinlige afbrændere mod Burnsley forleden fik Nicklas Bendtner nærmest prædikatet 'talentløs' i den skånselsløse britiske presse.

Men de mange revselsesord gjorde den 22-årige Arsenal-angriber eftertrykkeligt til skamme i aftes, da han med et hattrick var med til at sænke Porto med 5-0 i Champions League.

"Arsenals dansker kvitterede for Wengers beslutning om at bruge ham som centerforward og blev til Preben Elkjær for en aften," skriver The Daily Telegraph.

Den konservative avis finder også på at skrive Bendtner og Hamlet i samme sætning.

"Han gjorde sig til den mest tiljublede dansker på en London-scene siden, Jude Law spillede Hamlet i Donmar Warehouse for et år siden."

På en mere kulørt hylde i aviskiosken findes dagens udgave af tabloidavisen The Sun.

Avisen var ikke sen til at svine Bendtner til efter Burnsley-kampen. Men efter landsholdsangriberens forvandling er The Sun omvendt heller ikke for fin til at give 'Mr. Nicklas Bendtner' en undskyldning.

"The Sun undskylder i dag uforbeholdent over for Nicklas Bendtner, efter at hans fremragende hattrick sendte the Gunners i Champions League-kvartfinalerne," skriver avisen.

Men ét er de vægelsindede britiske medier. Noget helt andet er trænerens tillid. Og Arsenal-træner Arsene Wenger var i aftes ikke sen til endnu engang at rose Bendtners mentale styrke.

"En af Bendtners styrker er, at han aldrig mister sin selvtillid trods den kritik, der ofte bliver rettet mod ham," lød det fra franskmanden.

 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.