"Så skyder han... Nej, han venter... Det er genialt det dér."
Sådan beskrev Svend Gehrs det mål, som den dengang 22-årige Michael Laudrup scorede i landsholdets legendariske 6-1-sejr over Uruguay i 1986.
I dag hedder landsholdets største stjerne Nicklas Bendtner.
Han kan i aften overtage Laudrups rekord som den yngste spiller til at nå 25 kampe.
Hvis Bendtner kommer på banen i VM-kvalifikationskampen mod Albanien, vil han være 21 år og 75 dage, når han runder sit første større jubilæum i rødt og hvidt, og det er halvanden måned yngre end Michael Laudrup.
Spiller Bendtner ikke onsdag, vil Laudrups rekord stå, da næste landskamp i Sverige først er om to måneder, skriver tv2.dk.