Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Bedre uddannelse af pædagoger skal hindre svigt

Start et spil på Spigo.dk
Spil

Landsforeningen for udviklingshæmmede kræver bedre uddannelse af pædagoger, der tager sig af særligt udsatte grupper, for at undgå tilstande som på institutionen Strandvænget.

14. feb. 2007 kl. 10:03 Signe Højgaard Nielsen
Del på Facebook
Mail artiklen
Print artiklen
JOURNALIST
Signe Højgaard Nielsen

Efter et lærerigt og sjovt halvt år på Nyhedsavisen er Signe Højgaard Nielsen skiftet til Fagbladet Journalisten

Udviklingshæmmede beboere på institutionen Strandvænget i Nyborg er blevet behandlet så nedværdigende, at både interesseorganisationer og politikere kræver bedre uddannelse af pædagoger.

»Det er så rystende. Man skal virkelig sunde sig og prøve at kigge på, hvordan sådan noget ikke sker i fremtiden. Det handler om at få et bedre tilsyn og en bedre uddannelse, så man kan opkvalificere folk til at skabe nogle pædagogiske miljøer, hvor beboerne kan trives,« siger formanden for de udviklingshæmmedes landsforening, LEV, Sytter Kristensen.

I TV 2 dokumentaren »Er du åndssvag?« blev der vist eksempler på, at beboere lå i sengen i flere timer i deres eget tis, mens de ansatte gik mere op i at drikke kaffe, se fjernsyn og snakke.

Oppositionspolitikere på Christiansborg peger på, at uddannelsen af pædagoger er blevet alt for generel og ikke forbereder de studerende godt nok til at arbejde med særligt vanskelige grupper som for eksempel udviklingshæmmede.

»Vi kan gøre meget for, at de offentligt ansatte har bedre kvalifikationer. Pædagoguddannelsen er blevet en generalistuddannelse. Når de skal arbejde med særlige grupper, har de ikke kompetencerne. Vi bør derfor indføre en obligatorisk efteruddannelse for de pædagoger, der skal arbejde med grupper som udviklingshæmmede, der har særlige behov,« siger socialordfører for Socialdemokraterne Mette Frederiksen.

Socialordførerne for SF og de radikale er enige i, at uddannelse i dag er blevet så bred, at den ikke ruster pædagogerne godt nok til de mest vanskelige opgaver. Pernille Vigsø Bagge fra SF har her til morgen bedt ministeren redegøre for, hvad der er sket i Region Syddanmark, og hvad ministeren fremover har tænkt sig at gøre.

»Det er ministeren, der har det overordnede ansvar,« siger Pernille Vigsø Bagge.

Der er også enighed i oppositionen om, at det er vigtigt med en mere synlig ledelse på institutionerne.

Socialpædagogernes forening er enig i, at uddannelsen er for dårlig.

»Som det eneste land i Norden har vi en generalistuddannelse, hvor du kan komme ud i et specialområde efter tre et halvt års uddannelse uden, at du måske har stiftet bekendskab med, hvordan du skal forholde til den særlige gruppe,« siger næstformand for Socialpædagogerne, Marie Sonne.

Hun efterlyser derfor fokus på videreuddannelsen af pædagogerne, så de bliver bedre rustet til at arbejde med specialgrupper, hvad enten det er anoreksipatienter eller udviklingshæmmede.

»Jeg tror ikke på, at det er dårlige mennesker, der er i dokumentaren. Her er noget, der er gået rivende galt – det kan være, at de ikke har fået tilbud om eftervidereuddannelse, kollegial sparring, fokus på indholdet eller lignende, og så kan det ende ud sådan,« siger hun.

Både socialpædagogerne og oppositionspolitikerne drømmer om en omlæggelse af uddannelsen, så den bliver mere specialiseret.

»Jeg mener, at vi skal styrke uddannelsen af pædagogerne i det hele taget, men vi skal også styrke uddannelsen af lederne, så vi får en mere synlig ledelse,« siger socialordfører for de radikale Bente Dahl.

Derudover foreslår Mette Frederiksen (S), at der oprettes uafhængige instanser i kommunerne, hvor ansatte i det offentlige, pårørende og brugere kan henvende sig, hvis der er forhold, som er under al kritik.

Ifølge TV 2 har flere borgere onsdag morgen politianmeldt Strandvænget for omsorgssvigt.

NYHEDSBREV
 
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
separator
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores forretningsbetingelser.
14.02-2007 | 10:51 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
14.02-2007 | 11:28 af Signe Højgaard Nielsen
Kære L. Nielsen

Jeg burde måske også have citeret Mette Frederiksen for, at politikerne mener, at pædagogerne skal fyres.

Vh

Signe Højgaard Nielsen
 
 
14.02-2007 | 13:35 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
15.02-2007 | 00:14 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites