De offentligt ansatte fik i andet kvartal en højere lønfremgang end i kvartalet før, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Ansatte i kommunerne kunne glæde sig over 2,4 procent mere i lønningsposen i forhold til et år tidligere. Ansatte i regionerne fik 2,1 procent mere.
Begge grupper havde i første kvartal en stigning i lønnen på 1,8 procent.
Også for de statsansatte gik det bedre med lønnen. Her steg den i andet kvartal med 1,8 procent mod kun 0,3 procent i første kvartal.
Med fremgangen i andet kvartal lå lønstigningerne for alle tre grupper af offentligt ansatte omkring niveauet for lønvæksten hos de privatansatte. Her er der tale om en fremgang på omkring to procent.
Størst lønfremgang i det offentlige fik ansatte inden for området vandforsyning og renovation med en lønfremgang på 3,9 procent i andet kvartal.
Laveste lønvækst fik statsansatte, der arbejder inden for transportområdet. De måtte i kvartalet nøjes med en lønfremgang på 1,3 procent.
I den private sektor har de ansatte ikke det samme at glæde sig over.
Nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser nemlig, at 62 procent af lønmodtagerne i det seneste år har oplevet, at de får mindre i realløn, da deres løn er steget mindre end inflationen. Det skriver Børsen.