Medicinalselskabet Bavarian Nordic starter 2018 med et markant dyk i omsætningen og et underskud på 182 millioner kroner i første kvartal. Det viser selskabets regnskab.
Bavarian Nordic, som udvikler og sælger vacciner til at behandle cancer og forebygge infektionssygdomme, omsatte for 11 millioner kroner i årets første tre måneder.
Til sammenligning lød omsætningen i samme periode sidste år på 198 millioner kroner.
Administrerende direktør i Bavarian Nordic Paul Chaplin fremhæver dog en række "opmuntrende" resultater fra medicinske forsøg. Stigende indtægter venter i fremtiden, lyder det.
- Arbejdet med opførelsen af vores fyldefabrik forløber planmæssigt og vil danne baggrund for fremtidige leverancer af frysetørret Imvamune med dertil hørende stigende indtægter, siger han i regnskabsmeddelelsen.
Imvamune er selskabets frysetørrede koppevaccine. En ny kontrakt med den amerikanske regering om levering af vaccinen har fået Bavarian Nordic til at investere i at udbygge produktionen i Danmark.
Selskabet kan fastholde tidligere udmeldte forventninger til resultaterne for hele året.
Bavarian Nordic forventer en omsætning på cirka 500 millioner kroner og et underskud før skat og renter på cirka 385 millioner kroner.
/ritzau/