Danske bankdirektører skal fokusere på det bedste for banken og dens kunder - og ikke på deres egen, personlige løncheck.
Derfor har regeringen nu indgået en bred aftale, som betyder, at kun 25 procent af direktørernes løn i fremtiden må udgøres af aktieoptioner.
"Det, vi er blevet enige om, er at der ikke kommer et totalt forbud mod aktieoptioner, men at vi begrænser dem. Det her vil bankverdenen også kunne leve med uden at blive generet voldsomt, " siger finans- og skatteordfører, Mike Legarth (K) til Newspaq.
Alle partier på nær Enhedslisten har indgået aftalen om de 25 procent. Debatten startede for et år siden, og har ifølge Mike Legarth været 'temmelig kompliceret', da der har været mange modsatrettede interesser involveret.
"Jeg er glad for, at det ikke blev til et forbud. Et loft er fair nok, da nogle har spekuleret mere i egen vinding i forhold til at tjene banken. Derfor må vi sætte grænser," siger Mike Legarth.
Han nævner Roskilde Bank og EBH bank som seneste eksempler på, at direktører af og til ser for meget på egen løncheck end på kunderne.
"Der blev investeret meget kraftigt med bankens midler, og bankdirektørene fik en meget stor bonus, hvis investeringen gik godt. Det gjorde den desværre ikke, og derfor tabte bankens kunder penge. Det er det, vi skal undgå ved dette loft," siger han.
Danmark er det eneste EU-land, hvor der bliver loft over aktieoptionerne.