Generelt går forretningen godt, alligevel vælger Danske Bank at fyre 220 ansatte. Uforståeligt, synes bankens medarbejderforening, der ikke stoler på ledelsen længere.
For et halvt år siden sagde ledelsen nemlig, at afskedigelserne kunne afværges med naturlig afgang.
"Vores tillid har lidt et knæk. Danske Kreds mener, at den naturlige afgang kunne have klaret ledelsens ønske om reduktion af medarbejdere, og vi er skuffet over, at ledelsen ikke har givet denne løsning en chance året ud," skriver medarbejderforeningen på sin hjemmeside - danskekreds.dk.
Finansrådgiver Kim Vallentin fra Finanshuset i Fredensborg kan godt forstå, at de fyrede bankfolk er sure.
"Hvis man bare betragter, hvad Danske Bank laver af overskud, og hvor travlt banken har, så har de god grund til at være vrede, fordi bankerne har jo vældig travlt i øjeblikket. De får flere henvendelser end nogensinde, men det er bare ikke altid noget, de tjener penge på," siger han til Newspaq. Finansrådgiveren understreger, at mange af henvendelserne kommer fra folk, der ikke kan betale deres regninger.
Kim Vallentin frygter dog ikke, at de bankansatte kommer til at gå ledige længe.
"Generelt set har folk fra den finansielle sektor rimelig gode muligheder for at komme ind andre steder. Det er ikke dårligt for cv'et at have været i Danske Bank i mange år," siger han.
Det kan dog være, at nogle af dem bliver nødt til at søge over i den offentlige sektor eller andre steder, hvor deres talkundskaber kan bruges, da der formentlig ikke er plads til dem alle i finanssektoren, vurderer Kim Vallentin.