Dagen efter, at en kvinde blev voldsomt skambidt, er endnu en af de bidske kamphunde gået amok.
Søndag gik det ud over en mand, der blev bidt flere gange i armen.
Til trods for det voldsomme angreb havde manden held med at fange den fritløbende hund på havnen i Ishøj. Derefter bandt han den til en lygtepæl.
Ifølge Københavns Vestegns Politi var manden og hans hustru ude at gå på havnen i Ishøj, da hunden kom løbende mod dem.
Kræet havde et blåt reb om halsen, og derfor var det muligt for manden at fange den.
Hunden er nu kørt til et internat. Der er tilsyneladende tale om en staffordshire Bull Terrier, og politiet har en formodning om, hvem ejeren er.
De mange overfald fik i går Venstres retsordfører, Kim Andersen, til at kræve et totalt forbud mod kamphunde, som han sammenlignede med løver.
"De her episoder sker efterhånden hver uge. Derfor skal vi have gennemført et forbud, så hundene ikke kan importeres hertil, og så der ikke må avles på dem, der er her," sagde han i går til Newspaq.
Andersen opfordrede samtidig regeringen til at sætte farten op i det særlige hundeudvalg, der i øjeblikket er ved at undersøge behovet for en lovændring.