Af Anne Winther - anwi@avisen.dk
»Børnene bliver udueliggjort, og motivationen foregår med pisk i stedet for gulerod, hvilket går ud over børnenes selvværd,« siger en mor, som flere gange har fået et grædende barn hjem. Hun fik ellers af vide, at her på balletskolen græder vi ikke . Man tager sig nemlig sammen.
Moderen har valgt at stå frem, efter hun læste Nyhedsavisens interview med et tidligere balletbarn:
»Jeg ved, at de ting stadig sker, og jeg ved, hvor meget teatret vil gøre for at lægge låg på.« Hun har valgt at være anonym, fordi hun er bange for, at det vil gå ud over barnet, hvis hun står frem med navn.
Fraråder balletskolen
Nyhedsavisen er også blevet kontaktet af en anden forælder, hvis barn har gået på balletskolen hele sit liv og nu er optaget i kompagniet:
»Jeg ville ikke gøre det igen, og jeg vil fraråde alle at sende deres børn på Det Kongelige Teaters balletskole. Pædagogikken er ikke fulgt med resten af samfundet, og prisen har været for høj.«
Han pointerer, at der også har været nogle søde undervisere derinde, men at »der har været en meget grim tone, som ikke burde være nødvendig for at få det bedste ude af børnene. Jeg ved, at der skal arbejdes hårdt for at opnå resultater, men de resultater kan opnås på andre måder – i andre sportsgrene bruger man talentudvikling og coaching.«
Intet alternativ
Begge forældre beskriver uafhængigt af hinanden balletskolen, som et sted hvor det kun er dansen, der tæller, og hvor der ikke er plads til børnene som mennesker. Samtidig elsker børnene at danse, og de er lykkelige, når de står på scenen og medvirker i en forestilling:
»Det er ikke kun sort eller hvidt, men når det først er sort, er det virkelig sort, for det er mere end en arbejdsplads. Teatret er deres anden familie, og ingen har lyst til at blive frosset ude eller smidt ud af sin familie. Det ved de godt derinde,« siger den far, Nyhedsavisen har talt med.
»Det spillere en stor rolle, at der ikke er et alternativ til Det Kongelige Teaters monopol,« siger moderen til det barn, der stadig går på balletskolen.
Hun beskriver kulturen som middelalderlig og autoritær og kommunikationen med forældrene som envejs. Forældrene taler sammen i krogene, men ingen siger noget højt eller giver op, når de har henvendt sig med de samme episoder igen og igen. Flere har påpeget tonen, men intet er sket. Også de praktiske forhold kunne være bedre.
Som beskrevet i Nyhedsavisen i mandags har børnene først fri tæt på midnat, når der er forestilling, men de skal alligevel møde kl.8 næste morgen. Undtagen hver tredje lørdag, hvor der som noget nyt er træningsfri.
»I forældrehåndbogen står der, at hvis børnene har været til forestilling om aftenen, kan de få kompensationsfri fra træning, men de fleste forældre tør ikke benytte sig af det, så børnene skal stadig tidligt op næste morgen,« siger moderen.
»Man ved, at det er sådan, det er. Men hvis bare det psykiske miljø var i orden, så ville det være nemmere at klare.«
Modviljen mod forandringer og dialog skal findes i det faktum, at undervisere og instruktører selv er gamle balletskoleelever, siger begge forældre.
Svært at hoppe af
Det store spørgsmål er derfor, hvorfor de har og havde deres barn på Balletskolen?
»Hun ville selv derind til at begynde med, og så er det ligesom en maskine, man sætter i gang, som er svær at hoppe af, fordi denne isolerede verden bliver deres anden familie,« forklarer faderen.
Moderen til det barn, der stadig går på balletskolen svarer, at det er barnets brændende entusiasme omkring dansen, der gør det.
Hvorfor kan jeres barn ikke danse ballet et andet sted?
»Fordi vores barn er fuldstændig perfektionistisk. Det vil slet ikke være godt nok. Det skal være på topplan og på Gamle scene.«
Har I overvejet at tage jeres barn ud?
»Ja, det har vi. Men det er svært at fratage sit barn dets største glæde. Omvendt går vi og er bange for, om vores barn skal tage skade psykisk.«
Det Kongelige Teater har ikke ønsket at kommentere kritikken.
Identiteten på forældre og børn i artiklen er redaktionen bekendt.