Bahrain har afvist FN's torturrapportør at gennemføre et planlagt besøg i landet i næste uge.
Her skulle FN undersøge anklagerne om tortur af fanger i et fængsel, men det besøg har de nu udskudt til juli, for at give tid til at gennemføre vigtige reformer.
Det er skidt nyt for den danske statsborger Abdulhadi Al-Khawaja, der er fængslet for livstid i landet. Han har sultestrejket i 22 dage og erklæret, at han vil fortsætte sin strejke til "døden eller friheden".
Det får Amnesty International til at kræve, at udenrigsminister Villy Søvndal (SF) øger presset på Bahrain for at få dem til at overholde deres løfte om at løslade Abdulhadi Al-Khawaja eller stille ham for en civil domstol.
"Bahrain har flere gange afgivet tomme løfter om at imødekomme de danske krav. Med aflysningen af torturrapportørens besøg sender styret endnu et signal om, at Bahrain ikke har i sinde at følge internationale spilleregler og respektere basale menneskerettigheder," siger Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty International.
Hun vil derfor have Danmark til at benytte EU-formandskabet til at kræve et møde med Bahrains kong Khalifa.
Abdulhadi al-Khawaja er dømt for seks punkter. Blandt andet forsøg på at omvælte staten og kongehuset og at opildne til oprør via skrift og tale.
Menneskerettighedsorganisationer har tidligere rapporteret, at al-Khawaja er udsat for tortur og voldtægt i fængslet i Bahrain.
Kilde: Amnesty International