Stein Bagger fortalte under det seks timer lange grundlovsforhør forleden, at de folk, der havde truet ham til at begå kriminalitet, ikke var folk fra Hells Angels, men derimod en gruppe uidentificerede etniske grupperinger.
Under grundlovsforhøret sagde Bagger, at gruppen bestod af tyrkere og muligvis pakistanere, skriver Jyllands-Posten, som citerer kilder med kendskab til det ellers lukkede grundlovsforhør.
Rockergruppen Hells Angels har indtil nu været i søgelyset som dem, der truede Bagger, da han har haft tætte forbindelser til Hells Angels-medlemmet Brian Sandberg.
Den bedragerisigtede Stein Bagger kunne dog ikke oplyse nærmere om de folk, der truede ham. Han kunne hverken nævne navne eller bilers indregistreringsnumre.
Han fortalte, at han var truet til at begå bedrageriet og udlevere de store summer penge til sine afpressere, som han mødtes med på anonyme parkeringspladser. Her gav Stein Bagger angiveligt afpresserne store bundter af sammenrullede pengesedler.