En efterfølger til den storslåede rekordfilm Avatar har længe været på tale, og instruktør James Cameron løfter så småt sløret for flere detaljer.
Seneste nyt er, at Avatar 2 ikke skal have samme location som forrige, men skal fokusere på den eventyrlige verden, Pandoras hav.
"En del af mit fokus i den anden film er at skabe et anderledes miljø og anderledes omgivelser i Pandora," siger James Cameron til Los Angeles Times.
Den canadiske filmskaber er dog kommet i skarp konkurrence, efter at adskillige film har fulgt i 3D-sporene, heriblandt 'Alice i eventyrland' og 'Clash of the Titans'.
Blandt skuespillerne er der højst sandsynlig flere af de 'gamle', der vender tilbage i efterfølgeren. Indtil videre er det dog kun hovedrolleindehaveren Sam Worthington, der har bekræftet sin fortsatte medvirken.