De står ikke frem med navn. Men de står frem med trusler.
Anonyme venstreorienterede aktivister er klar til at sabotere og måske smadre og ødelægge planerne om flere overvågningskameraer i København. Det skriver den venstreorienterede netside Modkraft.dk.
De autonome mener, at samfundet i forvejen har alt for meget overvågning og kontrol med borgerne.
- Når først de (kameraerne, red.) bliver sat op, tror jeg, at man vil se mange almindelige mennesker gå ud og på fredelig vis sabotere overvågningen. Det vi snakker om er jo hverken vold eller hærværk – jeg ville kalde det civil ulydighed, siger en anonym aktivist til Modkraft, der oplyser, at de kender identiteten på aktivisten.
Bastant til værks
Aktivisten taler i første omgang om at dække kameraerne til – eller klippe kablerne over. Og hvis politikerne ikke forstår budskabet, så må man gå mere bastant til værks .
- Formålet er jo ikke i sig selv at smadre og ødelægge udstyret – formålet er at hindre myndighederne i at overvåge gader og stræder, siger aktivisten.
Det er ikke præcist oplyst, hvor mange aktivister, der vil deltage i eventuelle angreb mod overvågningskameraer.