Aura kan huske, da hun bestemte sig for, at hun ville være sanger. Hun kan huske, da hun skrev sin første sang som otteårig. Og hun kan huske, da det danske band Superheroes gav koncert på Bornholm, hvor Aura er vokset op, og hun så forsangeren Thomas Troelsen blæse publikum omkuld.

Bagefter gik hun hjem og skrev i sin dagbog: ’Inden jeg kradser af, så vil jeg lave musik med Thomas Troelsen, og jeg kunne også godt tænke mig at synge duet med Dolly Parton, men så er jeg altså også klar til at lægge mig i graven.’

Duetten med sit store idol Dolly Parton har 23-årige Aura endnu til gode, men samarbejdet med blandt andre Thomas Troelsen er en realitet og kan høres på debutalbummet ’Columbine’, der udkommer i dag.

Skærende kontraster

Aura er vokset op på Bornholm, en opvækst som med hendes egne ord var »mange ting«, og hvor kontrasterne var så skærende, at det nogle gange blødte.

På den ene side var der hjemmet, hvor Auras hippie-forældre altid holdt fest, dørene stod åbne, og der var plads til mennesker. Af alle slags.

»Jeg fik mange forskellige svar på mine spørgsmål, og ikke kun fra mine forældre, men også fra den bosnier som sad ovre i hjørnet, min mors yogaveninder, eller hvem der nu var der. Der var en forståelse for, at folk kunne have været ude for noget i deres liv, som gjorde dem til dem, de var,« siger Aura.

Men når hun forlod hjemmet, gik hun fra varme til kulde. I det lille bornholmske samfund var rummelighed ikke på tilbud.

Mobbet som barn

»Jeg blev mobbet i skolen. Rigtig meget faktisk. Fordi jeg havde store øjne og måske ikke så helt dansk ud. Det var hårdt og til tider rigtig ubehageligt. Jeg havde ikke rigtig nogen venner, og sådan noget er man mær ket af for altid.

»Jeg kom faktisk til at elske mig selv derude. Jeg fandt modet til at se andre i øjnene, modet til at danse alene, modet til aldrig at lade mig tæmme og modet til at gå i den her kjole,« siger Aura og hiver ud i en sort strut-sag med store lyserøde silkeroser. Neglene er malet i hver af regnbuens farver, og jakken er overstrøet med pailletter.

Modet i ørkenen

»Selvom det lyder romantisk med urfolket og ørkenen, så forsøger aboriginerne ligesom grønlænderne og indianerne at overleve i en kultur, som ikke længere er deres – med druk og fattigdom til følge. Men også den næstekærlighed som opstår, når man ikke har andet at give hinanden end kærlighed,« siger Aura.

På et tidspunkt, hvor hun ikke havde noget sted at bo, blev hun inviteret til at få et værelse for sig selv i et hus på to et halvt værelse, som de var 17 børn og tre voksne om at dele.

»Jeg kan huske, jeg tænkte ’Hov, hvad er det her? Det er jo næstekærlighed. Halløjsa! Den velkommenhed og omsorg er noget af det største, jeg har oplevet, og der gik noget essentielt op for mig der,« siger Aura.

Med hjem fra Australien tog Aura modet til at drømme store drømme og en tro på, at det kan betale sig at udleve dem. Janteloven mener hun ikke at mærke.

Folk bliver sgu glade, når der kommer en strutkjole gående – i hvert fald i København. Jeg tror også, man skal passe på med at sige, hvad Danmark ikke kan. Problemet er ikke nødvendigvis Danmark, ofte er folk bare bange for at være sig selv,« siger Aura.

Mobberne er tilbage

Ikke desto mindre er spøgelserne fra Bornholm vendt tilbage i form af bidske og nedladende kommentarer på nettet, hvor anonyme personer kalder hende en løgner og ’afslører’, at hun ikke hedder Aura i virkeligheden.

»Det gør mig ked af det, men mest af alt er jeg uforstående. Ja, jeg er ikke døbt Aura, men Pink er nok heller ikke døbt Pink. Det er uretfærdigt, fordi folk, som har hovedet meget langt oppe i deres egen røv, får mig til at spekulere over, om andre nu tror, jeg lyver. Men det er helt sikkert noget, jeg skal lære at tackle, for når man stiller sig frem i rampelyset og drejer rundt i sin kjole, vil der altid være folk, der peger fingre,« siger Aura.

»Og nogle gange er det måske fordi, de gerne selv vil have kjolen på.«