Asmaa Abdol-Hamid glæder sig over, at der endelig er sat punktum i sagen om, hvorvidt hun må bære tørklæde på Folketingets talerstol eller ej.
- Jeg er meget glad for det, for det er en sejr for demokratiet, siger Asmaa Abdol-Hamid til Avisen.dk.
Enhedslistens kontroversielle medlem, som er suppleant for folketingsmedlemmet Johanne Schmidt-Nielsen, har dog ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at hun kunne tale i Folketinget iført sit tørklæde.
- Beslutningen er, hvad jeg forventede. Alt andet ville have været et angreb på demokratiet og stride imod grundloven, siger Asmaa Abdol-Hamid, som især fryder sig over, at Dansk Folkeparti ikke fik sin vilje.
- Nu bliver Søren Espersen og Dansk Folkeparti nød til at acceptere, at man ikke kan angribe demokratiet på den måde. Jeg har tænkt mig at forvalte det ansvar, jeg har fået som suppleant, og dermed gå på talerstolen, hvis det bliver nødvendigt, siger hun.