Asmaa Abdol-Hamid mener, at det er fair, når irakiske oprørere angriber danske og udenlandske styrker i Irak. Det skriver B.T.
I det seneste nummer af Socialistisk Arbejderavis opfordrer Enhedslistens omstridte folketingskandidat til at støtte irakernes kamp mod de danske og udenlandske styrker i Irak.
- Jeg støtter den irakiske folkebevægelses kamp imod besættelsesmagten. Som alle andre har de ret til at leve i et land, hvor de selv bestemmer, siger Asmaa Abdol-Hamid til B.T.
Hun vil ikke tage afstand fra de irakere, der angriber danske soldater.
- Jeg er ikke imod en væbnet kamp. Det er en modstandskamp, og derfor er det også helt fair, siger Asmaa Abdol-Hamid til B.T.
Ifølge avisen er der angiveligt opbakning til Asmaa s synspunkter. Folketingsmedlem Frank Aaen mener, at kampen mod besættelsesmagten er helt legitim, selvom han er ked af det hver gang, et menneske dør i krig.
Synspunktet møder dog ikke forståelse andre steder på Christiansborg. Naser Khader fra Ny Alliance mener, at Asmaa Abdol-Hamid er helt galt afmarcheret, mens den konservative Allan Niebuhr kalder holdningen fuldstændig vanvittig.