Argentina sluttede 2023 af med den højeste inflation i årtier.
I december var forbrugerpriserne steget med 211 procent sammenlignet med samme måned et år forinden.
Det viser officielle data torsdag.
Dermed har inflationen nået det højeste niveau siden tidligt i 1990'erne.
De høje inflationstal kommer, på et tidspunkt hvor den nyvalgte præsident, Javier Milei, forsøger at få bugt med de høje priser. Han har blandt andet lovet, at han vil spare på offentlige udgifter.
Milei har dog advaret om, at den økonomiske situation formentlig bliver værre, før den bliver bedre i Argentina, hvor to femtedele af befolkningen allerede lever i fattigdom.
For pensionisten Susana Barrio på 79 år handler det blandt andet om, at hun har måttet "eliminere nogle af de ting, der gør livet lidt bedre".
- Den glæde, som det gav mig at invitere venner over til grillfest, hvilket er meget normalt her - den er nu umulig at få, siger hun.
65-årige Graciela Bravo fortæller, at hun nu omhyggeligt tæller, hvor mange kartofler hun køber.
- Intet er billigt, siger Bravo, som også er pensionist.
Torsdagens inflationstal betyder, at Argentina har overhalet Venezuela, når det handler om prisstigninger. I Venezuela var inflationen på 193 procent i 2023.
Selv om det er højt, er det langt fra tidligere forbrugerprisstigninger på flere tusinde procent på et år i Venezuela.
Milei er på en mission om at få den Argentinske økonomi tilbage på sporet, og onsdag fik den så en foreløbig saltvandsindsprøjtning.
Her annoncerede Argentina og Den Internationale Valutafond en aftale om at frigive 4,7 milliarder dollar som en del af en gældsomlægningsplan. Det svarer til omkring 31 milliarder kroner.
Pakken skal dog stadig endeligt godkendes af IMF's bestyrelse.
Det er tiltrængt, for Latinamerikas tredjestørste økonomi er i knæ efter årtiers gæld og finansiel dårlig forvaltning. Omkring 40 procent af argentinerne lever lige nu i fattigdom.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters