Sygeplejen i Danmark halter.
Hver anden sygeplejersker mener i hvert fald, at deres faglighed er så meget under pres, at de ikke kan udføre deres arbejde på et forsvarligt fagligt niveau.
Det viser en måling som Megafon har lavet for Dansk Sygeplejeråd (DSR).
"Det er meget bekymrende. Faglig forsvarlig sygepleje er jo helt afgørende for, at patienter og borger ikke udsættes for unødvendige belastninger og risici. Samtidig er kombinationen af en høj arbejdsbelastning og oplevelsen af ikke at kunne yde fagligt forsvarlig sygepleje, en stor risikofaktor for sygeplejerskernes helbred og fastholdelse i faget," siger Dorte Steenberg, næstformand i DSR til nyhedsbrevet Synergi.
Det er især sygeplejersker på sygehusene og sygeplejersker uden speciel uddannelse, der oplever, at arbejdsmiljøet og besparelser nu spiller ind på deres faglighed.
"Mange steder er normeringen blevet meget skrabet. Det øger arbejdspresset og -tempoet markant. Og det tvinger sygeplejerskerne ud i mange svære prioriteringer mellem patienter i løbet af en vagt. I sidste ende betyder det, at det er svært at udføre sin sygepleje forsvarligt," siger Dorte Steenberg.
Og det pressede arbejdsmiljø kommer også til udtryk hos Dansk Sygeplejeråds Solidaritetsfond, som oplever flere ansøgninger om økonomisk hjælpe til psykologbistand. Sidste år gik 70 procent af bevillingerne til psykologhjælp.
"Ofte er der tale om psykiske problemer, der udspringer direkte af et dårligt arbejdsmiljø. Og desværre kan vi allerede nu se, at tendensen fra 2010 fortsætter ind i 2011," siger Dorte Steenberg.
2.508 sygeplejersker på landsplan har deltaget i undersøgelsen.