Halv pris på dit medlemskab i motionscentret. Favorable tilbud inden for alt lige fra danseundervisning, yoga og pilates til karrierecoaching, terapi og alternative behandlinger. Eller hvad med betydelige rabatter på en indføring i tantraens mysterier eller blot massage?
Den kriseramte wellness-branche er for alvor begyndt at forsøge at lokke ledige ind på bundlinjen ved hjælp af særbehandling. Arbejdsløse bliver ofte tilbudt rabatter på et helt op til halv pris på behandlings- og underholdningsprodukter, der udelukkende er designet til at øge dit velvære.
Luksusrabatterne tilbydes typisk i virksomheder, hvor de erhvervsdrivendes omkostninger til løn, lokaler og udstyr er forholdsvis faste og ikke stiger betydeligt på grund af nye kunder.
"Mange kunder siger fitness-abonnementet op, fordi de er blevet afskediget, og derfor har vi netop indført rabat til ledige. Vi håber dermed at holde på kunderne, tiltrække nye og at opbygge loyalitet. De kan så betale fuldt abonnement, når de er kommet i arbejde igen, siger Poul Rosendorf, der ejer fitnesscentret Ny Form på Blegdamsvej på Nørrebro i København.
Her sparer ledige et oprettelsesgebyr på 199 kroner og slipper med 99 kroner om måneden for at være medlem mod 265 kroner normalt.
Rabatkort til dagligvarer
I udlandet er rabattendensen endnu mere udbredt. I USA har nationens største dagligvarekæde, K-Mart, indført et såkaldt smart assist saving card målrettet arbejdsløse.
Kortet tilbyder 20 procent i rabat på tusindvis af dagligvarer og er voldsomt udbredt. I Europa tegner det spanske teleselskab Telefónica sig for én af de mest bemærkelsesværdige, systematiske rabatter til arbejdsløse. Teleselskabet, der er et af Europas største, tilbyder arbejdsløse kunder en rabat på op til 20 euro – cirka 150 kroner - på månedsabonnementet.
Herhjemme har tendensen endnu ikke bredt sig blandt de mellemstore og store service- og detailhandelsvirksomheder.
"Du kan være helt sikker på, at de danske detailvirksomheder ikke er interesserede i omkostningerne ved et rabatsystem som K-Mart's. Der eksisterer imidlertid allerede rabatsystemer i detailhandlen administreret gennem fagforeningerne, så initiativet vil højst sandsynligt skulle komme herfra, hvis vi skal opleve et landsdækkende rabatsystem målrettet ledige," konstaterer Flemming Birch, der er chefkonsulent i forbuger- og retailtrends hos Scandinavian Retail Institute.
LO åben for tilbud
De danske fagforeninger skaffer i forvejen rabataftaler til deres medlemmer. Den største aktør er LO Plus, der forhandler rabatter hjem på vegne af 950.000 fagforeningsmedlemmer. LO Plus’ rabatter gør sig gældende hos hundredvis af virksomheder og omfatter stort set alt tænkeligt inden for privatforbrug.
Selskabets administrerende direktør, Henrik Feldborg, oplyser, at ideen om særlige rabatter til ledige endnu ikke har været diskuteret i LO, men han er bestemt ikke afvisende over for den:
"Vi er åbne for tilbud. Men hvis vi skal administrere et omfattende kortsystem, der tilbyder særlige rabatter til ledige LO-medlemmer, kræver det selvfølgelig, at tilbudsgiverne er en landsdækkende aktør i brancher, hvor det virkelig batter. Eksempelvis på dagligvaremarkedet. Men så vil vi også være overordentligt villige til at indgå i en dialog," uddyber Henrik Feldborg.
Det vrimler med rabattilbud til ledige på alt fra terapeuthjælp til massage. Se et udpluk her:
Hos Atelier Flamenco på Vesterbrogade i København kan du – måske - lære at danse som Antonio Banderas med rabat hos flamenco.dk
Natha Yoga Center i København har netop arrangeret en "valentines erotisk tantra weekend". Ledige fik barberet 250 kroner af prisen hos natha.dk
Fitnesscentret Ny Form på Nørrebro i København tilbyder ikke kun rabat på almindelig træning til ledige. Også skræddersyede vægttabsforløb er blevet billigere hos nyform.dk
På Bornholm får prisen et lille nøk nedad, hvis du er ledig og vil masseres eller modtage zoneterapi hos bornzonen.dk
Hos Udviklingshuset kan du modtage halv pris på en såkaldt livsplan, der består af terapeuthjælp hos udviklingshuset.dk